Det er få steder, hvor det ikke virker, når Amager går til gryderne og koger humlede øl, og lad os da bare få Orange Crush, som jeg synes er den sløjeste i flokken af vejen som det første. Orange Crush er et samarbejdsbryg mellem Cigar City og Amager Bryghus, lavet i optakten til CBC for et par år siden. Den er tung af en øl på 5%, samtidigt er den fyldigt sur og bitter og hænger i munden. Den tilsatte appelsinskal bidrager til eller understøtter en ugidelig bitterhed, der giver den et oldschool præg af gammel. En anonym øl, der forsvinder og ikke noget jeg ville gide bestille igen.
Bedre står det til med Arctic Sunstone, et samarbejdsbryg med Three Floyds, der så lyset det samme år som Orange Crush. Arctic Sunstone er en let og mild bælleøl på 6%, der holder en pokkers masser blomster i sit udtryk, hvilket vist hedder florale noter, når man anmelder øl. Dette gælder både smag og duft, eller boquet, hvis vi skal holde den kørende i anmeldertermer. Det hele bindes sammen af et diskret efterbid af bitterhed. En undervurderet lille perle blandt de amarkanske øl.
En anden af de lettere er Kåååd, der springer frem som en trold fra en æske, hvert forår. Som Arctic Sunstone holder den 6%, men som øl holder den ikke helt samme niveau. Det er en frisk og let øl, dog med for megen bitterhed til min smag. Selvom jeg er flintrende humleblind, så fornemmer jeg Amarillo, der har den der markante skarpe og florale bitterhed, som jeg synes står frem i Kåååd. En let drikkelig øl, man snildt kan tage to af, men tag den i mangel i bedre og ikke for personligheden, for den mangler der noget af i denne småanonyme øl.
Sidste år tog Amager Bryghus på tur i det Svenske og lavede en stribe samarbejdsbryg. Blandt dem var Building Bridges, der blev til i samarbejde med Oppigårds. Øllen er præget af en let krop, tropisk duft og en tung bitterhed, der ikke helt falder i min smag. Den bliver i længden lige massiv nok, er smagsmæssigt en oplevelse på det jævne og hører nok til blandt de øl, der ikke bliver i sortimentet til evig tid.
Batch 1003 fra Amager Bryghus blev lanceret som Batch 1000, og var en gamechanger, der i den grad fik de fleste med en mening om øl til at agere kingmakere og udråbe Batch 1000 til det største siden velcro og skiveskåret brød. Intensiteten er i top, alligevel flyder Batch 1000 let som gletchervand. Mundfylden er 110% og selvom der er skruet massivt op for bitterheden, så er balancen helt sublim. Humlen bliver hængende i alle hjørner af mundtøjet længe efter flasken er tømt, og Batch 1000 er en af de sjældne øl, der ikke bare smager af en fandens masse, men også af mere.
Det er sikkert lettest, at elske de børn, hvor man har været med til undfangelsen. Og jeg var der da Todd the Axeman blev smidt i gryderne for først gang. Der tegner sig nemlig en tendens til, at de bedste øl Amager Bryghus har produceret ved de forgangne års CBC-samarbejdsbryg, er dem, hvor jeg har været til stede: Todd the Axeman, Ziquic and the Hero Twins og The Dank Dane. Med tanke på, hvor mange øl jeg gennem tiden har købt til anmeldelse, så er der noget bizart over, at et mesterstykke som Todd the Axeman aldrig har fået en anmeldelse med på vejen, selvom den er blevet købt mere end tit. Todd the Axeman er hazy med et godt grapebid. Underspillet, balanceret, forfriskende og på alle leder og kanter en stygt godt øl.
Karakterer:
Orange Crush - 7
Arctic Sunstone - 9
Kåååd – 8
Building Bridges – 7
Wookie - 9
Envy - 9
Batch 1000 - 11
Todd the Axeman - 13