Da vi i sommers fyldte en stationcar og drog afsted mod Ristinge på det sydlige Langeland, hvor en af landets bedste strande fylder søsiden, mens man inde på land kan finde Abelgren & Ramvads bryggeriidyl i en gammel firlænget gård, der var det ikke min plan, at Abelgren & Ramvad 7 skulle få lov til at pynte i skabet så længe, men det gjorde den i en grad, at den gik et lille halvt års tid over dato.
Abelgren & Ramvad holder korte holdbarhedsdatoer på deres øl. Et halvt år helt præcist. Tanken er at øl er en friskvare, men mon ikke også frygten for oxidering spiller ind, når der gøres brug af korkpropper? Sidste år dannede Abelgren & Ramvad 7 grundlag for et interview med Bo Abelgren om fadlagring, øllet har nemlig tilbragt tid på et fad fra Stauning Whisky.
Der skulle en papegøjetang til at få proppen vristet fri fra flaskehalsens greb. Et problem jeg jævnligt synes, at jeg støder på med propforseglede øl. Måske Stelton skulle udvide deres samfundshjælper/proptrækker sortiment med en papegøjetang i matpoleret stål, så stram og tidsløst designet, som alle deres andre aggregater? Men afproppet blev den.
Ude af flasken holder øllet en fin mørkebrun farve og et fornuftigt skum. Indledningsvist er karboneringen lidt til den heftige side, men med 70cl i flasken og 10,7% på etiketten ender det med, at der er rigelig tid til at den kan bruse af. Det første indtryk er lakridsrod, ikke på et vulgært lakridsniveau, men hvor andre har en overtone af kaffe eller chokolade, synes det at være lakridsroden, der her tager føringen. Lidt efter lidt træder noter af pibetobak frem. Lidt mere krop havde måske pyntet, for med sine 10,7% er det absolut ikke en bombastisk øl, men omvendt giver den middelfyldige krop også øllet en friskhed og lethed, der gør, at man ikke går kold i den.
Jeg skulle lede en del efter fadpræget, og det tog halvandet glas før jeg kunne placere det. Et sprittet præg i ganen, som jeg indledningsvis mistænke var en spirende oxidering, stod langsomt klarere og klarere frem og viste, hvad det virkelig var. Jeg tror man har gjort ret i ikke, at lade det fylde mere.
Abelgren & Ramvad 7 er slet ikke det samme monster, som eksempelvis den serie af Black Beast Ghost Brewing havde ladet indtage Stauning fade, og sendte på markedet cirka samtidig. Den er sin egen. Den benytter sig af antydningens kunst i stedet for at overfalde sanserne. Det var ikke en øl jeg ville parre med mad, men i stedet ville jeg lade den spille op mod et glas Young Rye fra Stauning Whisky, og lade den diskrete note fra fadpræget spille op mod den mere intense alkoholoplevelse i whiskyglasset.
Der står også en Abelgren & Ramvad 7 i kælderen, der tror jeg ikke den skal stå i lang. Den smager virkelig fint nu, og risikoen for at lade den stå for lang tid gider jeg ikke løbe med så fin en øl. Det tog en times tid at tømme flasken, og jeg var efterfølgende behagligt tilfreds med oplevelsen, der holdt et højt niveau hele flasken igennem.
Efterhånden har jeg fået smagt over en håndfuld øl fra Abelgren & Ramvad, og bortset fra lidt startvanskeligheder, så holder de et godt og højt niveau, hvor man ikke udfordrer ekstremerne, men laver øl, de fleste vil kunne gå til, uden at kvaliteten ofres på den konto. Som det er nu, laves der cirka et bryg om måneden, hvilket ikke er meget. Når man har smagt øllene fra Abelgren & Ramvad, kunne man godt ønske sig, at Bo Abelgren fik lov til at brygge godt øl lidt oftere.