Double Black Mash fra Amager Bryghus er udover at være en pokkers stærk sort øl, også et godt bevis på, hvor tåbeligt ølnørderi engang imellem kan være. Da Double Black Mash (DBM) blev sendt på gaden i 2014, kunne det ikke gå stærkt nok med at få fingre i den. En kurer, der alligevel skulle fra København og vestover med tog, blev chartret til at køre forbi Ølbutikken og købe en flaske med. Da kureren ramte Odense, stod jeg klar på banegården og tog imod min flaske. Den flaske blev der først taget hul på ved aftenens smagning.
Tre Flasker DBM fra henholdsvis årgang 2014, 2015 og 2016 blev sat på bordet, og fik lov til at stå en tyve minutters tid før kapslerne blev hevet af. Med en alkoholprocent på 12% ville det hurtigt komme til at ligne et dårligt maskeret selvmord selv at gå i gang med dem, så jeg havde inviteret Anders fra TripleAlehead og Alex fra Rock on Beer til kigge forbi og tage del i smagningen. Øllet blev serveret i nogle solide vandglas fra Ikea, den eneste mulighed her i husholdningen, hvis der skal findes ni ens glas frem. Og jeg synes det hørte til oplevelsen, at alle deltog på helt lige kår.
Jeg anmeldte DBM tilbage i 2013, hvor den (så vidt huskes) kom på markedet:
Dobbeltmæskning skulle efter sigende være en bitch, at give sig i kast med. Derfor må man også formode, at når man vælger at gå igennem det dobbelte besvær for stadig kun at frembringe en enkelt øl, så må det give noget ekstra til øllet siden man gider. Det gør det også! En passende reklametekst til Double Black Mash kunne lyde ”nu med op til 50% ekstra brutal i glasset” og den brutalitet leveres tungt og bastant. Det her er øllets svar på at sidde over for Samuel L. Jackson i Pulp Fiction, der hvor han meget høfligt beder om at få sin pung tilbage, og første tår er der, hvor han siger ”it’s the one that says bad motherfucker”. Du kan sagtens se at manden er en totalt cool bad ass, og det er svært ikke at trække vejret lidt nervøst af frygt for hvad der sker, hvis du træder ved siden af.
Hvad smager den så af? Det korte svar er ”meget”. Det er en heftig omgang, at tygge sig igennem, for lige så blød og cremet konsistensen er, lige så luremineret er indholdet. Hvis jeg holdt mig til gængse termer, så ville jeg kalde det en humlet omgang, med tendens til lidt røg, men det dækker det slet ikke. Det er som richterskalaen, hvor hver gang man hopper et trin op, så tidobles effekten og vi er så mange trin oppe af stigen, at det ville gøre voldsomt ondt at falde ned.
Det her er noget af det mest brutale sorte øl jeg kan mindes, at være stødt på. En oplagt deleøl, eller man kan som mig lige knappe de to øverste skjorteknapper op, skyde brysthåret frem og tage det som en mand. Lidt for meget af det gode, men med trykket lagt på god.
Bortset fra, at jeg i dag ikke synes, at DBM er voldsomt humlet, så står essensen af det ovenstående til troende. Opsummeret, så er det en øl med smæk på.
At der er forskel på øllene kan ses allerede da øllet er skænket. Skummet i 2016 eller et par grader mere brunt end skummet i 2015, mens skummet i 2014 er ikke eksisterende udover et par bobler, der nærmest skamfuldt klynger sig til glassets kant før de går i sig selv.
Når man smager sig igennem forskellige årgange, eller bare forskellige bryg, af en øl, så skal man huske på, at der som regel vil være små udsving i smagen. Det er altså ikke alderen alene, der nødvendigvis er udslagsgivende for forskellen i smagen.
Duften afslører forskelle, der skal vise sig at kunne overføres næsten direkte til smagen. 2016 er i duften og i sammenligning med de ældre varianter forholdsvis tam og udskiller kun en let duft af chokolade. Hos 2015 fornemmer man karamel, alkohol og et let fadpræg. 2014 vil jeg med hånden på hjertet gerne indrømme, at jeg bedømt på duften alene ville kunne overbevises uden problemer om, at den havde ligget på Bourbonfade.
Det ville jeg også kunne overbevises om efter at have smagt den. 2014 har et klart fadpræg, er virkelig rundet perfekt, kulsyren er visuelt væk, men kan fornemmes og alkoholen brænder på tungen. Det er helt fantastisk. Når det gælder lagring af øl, så taler man om, at en øl kan toppe flere gange undervejs. Hvis man ikke har tålmodighed til at vente længere, eller ikke tør satse på at DBM peaker igen, så server roligt DBM 2014 nu, hvis du har en liggende, for den er helt perfekt.
2016 smagte forventeligt, men bedre end jeg mindes den. Alkohol, tyngde, røg og mere brændt end bitter. En imponerende tung øl. 2015 havde en smule vaniljepræg i smagen, var sødere og havde en off-flavour jeg ikke helt kunne placere. Ikke en fejl, men skyldtes måske snarere, at øllen havde nået et punkt i sin udvikling, hvor der ikke helt var balance. 2015 og 2016 mindede meget om hinanden, mens 2014 var markant mere olieret og intens.
Det er mig en kilde til evig fascination, at smage øl op mod tidligere inkarnationer. Og med en øl som DBM, hvor forskellene mellem den ældste og de yngre er ganske markant, er det en helt igennem forrygende oplevelse. 2014 er også et godt bevis på, hvorfor det giver mening at lagre øl. Den har gennemgået en tydelig udvikling, og jeg har været så heldig, at flasken er blevet åbnet på det rette tidspunkt.
DBM er en god øl, og åbenbart endnu bedre efter to år. Det tog en times tid at erfare, og et par år at nå frem til. Det havde jeg ikke været foruden.
