mandag den 14. marts 2016

Kommentar: Bryggerierne og pressen

Screendump fra Fyens.dk
I forlængelse af Stovts artikel om medaljer i ølbranchen, faldt jeg over et eksempel på, hvor lidt der egentlig skal til for som bryggeri at få positiv opmærksomhed fra pressen:


Her kommer pressen til at fungere som en nyttig idiot, der forholdsvis ukritisk viderebringer resultatet fra en lokal ølsmagning. Folkene i Vestjysk Ølkultur er sikkert en flok flinke mennesker, men hvis man tager et kig på de øl som de har udvalgt til deres smagning, så er det ikke det skarpeste felt, der nogensinde har stillet til start. Det i sig selv gør naturligvis gevinsten til en skrabet størrelse.

Noget andet er vinklingen. Overskriften hedder ”Hæder til..” og her vælger journalisten, at tage udgangspunkt i den førsteplads som Mors Påske Stout tog hjem. At Mørk Påskebryg tog den femte ud af seks pladser bliver en biting. Journalisten kunne også have valgt tilgangen, der hed ”Refsvindinges påskeøl dumper i test”, men det vælger han ikke at gøre. Journalistik om øl er sjældent kritisk, tilgangen tager som regel udgangspunkt i det joviale aspekt, at øl er noget man mødes om og hygger sig med. Den kritiske tilgang er forbeholdt business-siderne.
Screendump fra Selskab for Vestjysk Ølkulturs facebookgruppe.
De, der er stødt på overskriften, men bare har scrollet videre, vil underbevidst have fået serveret et budskab om Refsvindinges øls fortræffeligheder, som vil ligge i baghovedet på dem næste gang de står ved ølhylden. En klar gevinst i form af gratis reklame for Refsvindinge, endda med en troværdig afsender i form af Fyens Stiftstidende.

Moralen i det ovenstående er dels, at man skal tage ting med et gran salt og naturligvis læse mere end bare overskriften. Men også en påmindelse om, at øl er et godt emne, der kan findes spalteplads til i aviserne. Det skal bryggerierne selvfølgelig udnytte til at få brandet sig selv, fortalt deres gode historier og skabt en højere genkendelsesgrad og hvad der ellers findes at handelsskoleudtryk derude, der kan styrkes via positiv omtale.

Selvfølgelig skal historierne have relevans og nyhedsværdi, og det kan man snildt diskutere om ovenstående historie har. Men historien lander lige ned midt i det lokale publikum, som er de fleste mindre bryggeriers kernekunder. Hvis de kunder via historier om hæder, eksporteventyr og andet kan blive styrket i, at deres lokale øl er noget ganske særligt, så vil det i sidste ende også kunne aflæses på bundlinjen.