Jeg fik for nyligt foræret to testbryg fra Munkebo Mikrobryg, der begge skulle dukke op i kommercielle udgaver senere på året. Fælles for dem begge er, at de er brygget på Munkebo Mikrobrygs egen gær.
Harvest Ale er en mild og parfumeret Ale, der har noter af banan og ananas. I krop og fremtoning en smule om Gyldenkam, Mukebo Mikrobrygs Pale Ale/Weißbier. Selvom humlen er lokalt plukket og burde spille en mere fremtrædende rolle, så virker den underspillet. Måske for at give plads til gæren? Jeg savner lidt bid. Noget mere bitterhumle ville helt sikkert friske øllen op, men som en meget stilfærdig tørstslukker gør den absolut jobbet.
Stærk Dansk Ale skulle eftersigende være en ny stilart, men jeg har aldrig dyrket stilartsnørderi, så det vil jeg nøjes med at konkludere, at den så nok er. Gæraromaen er intens og i min optik også for intens. Det tog lidt pusten fra mig, at stikke næsen i det der duftede som en dårligt ventileret frugtbutik. Selve øllen er sød som en tynd og floral Barley Wine eller en parfumeret Scotch Ale uden røg og kanter. Jeg savner virkelig noget, der giver gæren modspil, smagen bliver hurtigt en intens omgang mokkakaramelmarmelade. Når det så er sagt, så tror jeg også sagtens, at øllen kan finde sit publikum blandt de mennesker, der har hang til Barley Wine eller de tungere og sødere belgiske øltyper, men de øltyper har aldrig været mig.
Nu har jeg smagt tre øl lavet med Munkebo Mikrobrygs gær Munkeb0001, og pt. kører bryggeriet en konkurrence op til Ølfestivalen om, hvem der kan brygge den bedste øl. Skulle jeg skyde skarpt fra hoften, så ville jeg tænke, at en APA brygget med en omgang tropisk frugthumle, der kunne indgå i en symbiose med gæren, og så et solidt skud bitterhed så det hele ikke bliver for sovset, ville være vejen frem (også selvom meget humlet øl trækker ned).
Læs mere om konkurrencen her.