Familien Beer Geek er efterhånden så vidt så vidtforgrenet, at selv det største forsamlingshus ikke ville kunne rumme en familiefest for denne del af Mikkellerslægten. Vi nøjedes derfor også med at invitere fire af medlemmerne indenfor, da vi en aften besluttede os for ved selvsyn, at få styr på en del af serien.
Udgangspunktet blev standardudgaven af Beer Geek Breakfast (7,5%), der næppe er så bjergtagende i dag, som den var den gang den første gang blev sluppet fri. Det er kant og kaffe, med et let røgvedhæng. Kaffen har et fladt, surt ”filterkaffe, der har stået for længe” præg over sig, som jeg synes man jævnligt støder på, og det falder ikke i min smag. Dens manglende fylde giver den til gengæld noget råt, som trækker op. Alle den sorte øls karakteristika får lov til at stikke mere ud, når det ikke er pakket ind i en sovsetyk væske. Beer Geek Breakfast er stadig en øl over middel, men ikke meget.
Jeg har elsket Beer Geek Cocoa Shake (12,12%)siden jeg første gang fik den serveret på Carlsens Kvarter. Det er en af de få øl, hvor jeg er bange for at komme indtage det hele via næsen, for den har en aroma så fuldfed og perfekt, at den giver mig lyst til at få frysetørret øllen, hakket resultatet op til pulver og så ellers gå i gang med at få bane efter bane kørt op i næsen som var det sort sne. Beer Geek Cocoa Shake er fuldfed og massiv, som sad man med et glas flydende chokoladeis. Det er ikke en øl man sidder og sipper, det er en øl, hvor grådigheden efter at smage mere får lov at tage over, så den bliver kørt ned i tre slurke som var den en Cocio. Det er motorolie man har formået at koge et helt års kakaoproduktion ned i, men hvor der stadig er plads til, at en røget sødme får lov til at hænge under ganen i eftersmagen. Det er perfektion, det er hvad det er.
Beer Geek Dessert (11%) er brygget med kakao og vanilje, og holder også Beer Geek fanen højt. Den skulle dog helt sikkert have været drukket før Beer Geek Cocoa Shake, da den ikke helt pakker det samme punch. Duften er vaniljeparfumeret og passer meget godt til dette lækkert tyktflydende ølekko af en milkshake, som Beer Geek Dessert er. Vaniljen balancerer ikke helt med kakaoen, der er til gengæld skruet op for eftersmagen, der bliver hængende behageligt længe. Gennemført lækker øl, men i sammenligning med Beer Geek Cocoa Shake bliver den den lille.
Sidste servering ved aftenens familiefest var Beer Geek Breakfast BA Cherry Wine (7,5%), der uden filter gjorde det meget klart, at det var på tide at komme hjem. Man bliver mødt af en besynderlig steril duft, der bringer tankerne hen på et tandlægebesøg med indlagt lattergas. Smagen er ikke meget bedre. Jeg slås stadig med at finde ud af om den var underlig eller forfærdelig. En intens syrlighed overdøver alt i en grad, at det nærmest hviner i ganen. Det blev til en stribe små sip af glasset inden jeg indså, at denne øl ikke er egnet til indvortes brug.
Karakterer
Beer Geek Breakfast: 9
Beer Geek Cocoa Shake: 13
Beer Geek Dessert: 10
Beer Geek Breakfast BA Cherry Wine: 5