Klummen 05: En ølkælder tager sin begyndelse

For to et halvt år siden satte jeg en kasse øl ned i kælderen så den i fred og ro kunne stå i mærket og blive ældre. I ly af mørket har kassen ynglet med sig selv, og den ene kasse blev i løbet af de første to år til 6-7 kasser, der stod gemt væk i et uorganiseret rod, uden anden indholdsfortegnelse end de halvklare idéer mit hoved rummede om, hvad kasserne gemte.

Indholdet var et sammensurium af bevidste valg, øl der alligevel stod og trak støv i skabet, og øl jeg havde købt og smagt, ikke ladet mig begejstre af, og derfor sat i kælderen i håb om en vis udvikling. Nogle med et formodet håb, andre fordi jeg ikke gad se på dem i skabet længere. Og lad det bare blive sagt med det samme, at en af de gyldne regler for lagring er at en dårlig øl ikke mirakuløst bliver bedre af at blive ældre.

På en kedelig efterårslørdag, da projektet var cirka to år gammelt, lod jeg så fanden tage ved mig, og slæbte alle kasserne fra deres kælderlogi op til vores andensalslejlighed og fordelte kassernes indhold på stuegulvet. Uoverskueligheden ved at have tæt ved 100 flasker stående på gulvet, blev afløst en mere målrettet indsats, hvor øllene blev fordelt i klynger alt efter type eller hvad der nu fik øllene til at høre sammen. Juleøllene blev taget fra for at blive indtaget i løbet af den nu forgangne julemåned, andre øl blev taget fra fordi deres ophold i kælderen åbenlyst ikke havde tjent andet formål end at få dem af vejen. Noget blev drukket, andet blev bare foræret væk.

Tilbage stod til sidst omkring 50-60 flasker, som det gav mening, at lade blive stående. Og så alligevel. Blandt flaskerne finder man også en håndfuld Barley Wines, øl der helt sikkert kan tåle tid i kælderen, men en stilart, jeg aldrig har lært at forlige mig med. Der står også et par tunge Ales fra Fur Bryghus, heller ikke noget jeg forventer ligger inden for mine præferencerammer, men øl der kan tåle turen i kælderen, og som det om ikke andet kunne være interessant at åbne på et langt, langt senere tidspunkt.

Endelig er der så kernen af projektet tilbage, der primært består af sorte øl. Der er en efterhånden imponerende samling af Limfjordsportere, der løbende bliver indkøbt og sat i kælderen for på et tidspunkt, at muliggøre vertikale smagninger. Wiibroes Porter står der også en pæn portion af. Jeg har været lidt mere mådeholden med at købe den til projektet, for hvor jeg ved, at Limfjordsporteren gør det godt efter en tur i kælderen, så kender jeg intet til Wiibroe Porterens potentiale. Derudover er flere af mine sortølsfavoritter sat derned. Kremlin Krude fra Beer Here, Yin fra Evil Twin og Wildebeest fra Wild Beer Company. Dertil et udvalg fra Amager Bryghus og Ugly Duck, og så de mere tilfældige sorte øl, der dog alle nogenlunde bevidst er sat derned. Bevæger vi os væk fra de sorte øl, så er eksempelvis Alstærk (Scotch Ale) fra Munkebo Mikrobryg også repræsenteret.

Før øllene røg tilbage i kælderen fik jeg skrevet ned, hvad jeg havde stående, hvornår det var brygget og hvilken holdbarhedsdato øllene var sat til at have. Det gav et overblik over mit kælderprojekt, der har givet mig mod på, at gå mere målrettet til værks med det. Der er øl jeg skal have drukket i år, der er øl jeg skal have købt op af, så jeg om et par år kan smage flere årgange op mod hinanden og der er øl, der bare skal have lov til at stå til hønsene kommer hjem for at blive taget op ved en tilfældig lejlighed.

Det er mere mavefornemmelse end egentlig viden, der ligger bag, hvad jeg vælger at putte i kælderen, men jeg vil endnu engang fremhæve Patrick Dawsons bog Vintage Beer som en uundværlig kilde, hvis man vil være klogere på emnet. Har du ikke tålmodigheden til en hel bog om emnet, så er det at huske på de fire s’er før man putter i kælderen. Skal en øl have potentiale til at gøre sig godt i kælderen, så skal den være spiced, smoked, sour eller strong (over 8%), en god tommelfingerregel, hvis man vil eksperimentere med at have andet end skrammel i kælderen.

Der er endnu intet overvældende i kælderen, ældste årgang er ikke ældre end 2012. Men det tiltaler mig, at tingene har brug for tid til at udvikle sig uden at udfaldet på forhånd er givet. Og det tiltaler mig, at flaskerne er gemt væk. Når de skal drikkes bliver det et bevidst valg, hvor den eller de givne flasker skal hentes op fra kælderen, køles og så serveres. Det bliver noget rituelt på samme måde som at høre en plade, hvor pladen skal findes frem, sættes på, støves af, pickuppen føres over og når pladen er halvvejs, så skal der skiftes side og rituallet gentages. Det rituelle skærper bevidstheden, og bevidstheden kommer til at lægge et lag til oplevelsen. Det er i hvert fald håbet og planen.