torsdag den 21. januar 2016

Bryggeriloggen 10: WestEnd BrygCentral

I midten af december havde release på deres første øl. En måned senere er WestEnd BrygCentral, at finde i Bryggeriloggen på Stovts kulørte sider. Så hurtigt kan det gå. 
Bryggerinavn 
WestEnd BrygCentral 

Siden hvornår? 
Bryggeriet blev etableret i 2015. 

Hvem står bag? 
WestEnd BrygCentral består af Patrick Ejlerskov og Kasper Berthelsen. Patrick og Kasper har kendt hinanden siden 2001, hvor de sammen begyndte at læse biologi på Københavns Universitet. Patrick er sidenhen gået forskervejen, og Kasper underviser i gymnasiet. 

Fantombryggeri eller ”rigtig”? 
Fantombryggeri 

Hvordan kom det så vidt? 
Igennem studierne fandt vi hurtig en sund fællesinteresse i øldrikning og vi tænkte, at vi ville bruge vores naturvidenskabelige viden nyttigt og startede derfor med at brygge øl hjemme i køkkenet på Westend, Vesterbro/København. Motivationen var en uudtømmelig tørst efter øl og en bestræbelse på at kunne perfektionere bryggeprocessen på et naturvidenskabeligt nørdeniveau. Det var desuden en fremragende anledning til at mødes og vende verdenssituationen over mæskegryden. Der blev brygget indenfor mange forskellige ølgenrer men efterhånden blev vores smagsinteresse især rettet imod IPA’er og stouts, som både familie og venner blev udfordret med. Projektet tog yderligere form, da vi fik etableret kontakt til performance art arrangementet ’Salon’ via arrangør Leonora Aunstrup, som har designet etiketten til vores IPA ’Gul Kapsel’. Arrangementet foregik i de rustikke og historiske lokaler på Bryggergården i Kastrup og her fik vi mulighed for at servere vores øl til gæsterne og dermed teste det på folk, som ikke var i vores umiddelbare vennekreds. Vi var selvfølgelig meget spændte på modtagelsen, men da vi fik virkelig god feed-back, satte det gang i tanker om at tage skridtet fra køkkenbryg til de store bryggerigryder. Vi etablerede derfor kontakt til Bie’s Bryglab i Farum, hvor vi pt. lejer os ind. Efter tovtrækkeri med Fødevarestyrelsen, Skat og Dansk Retursystem, kunne vi i midten af december 2015 så endelig lancere release party hos Morten Valentin Ejlertsen i Ølbutikken på Istedgade i København. 

Hvad er planen? 
Bryggeriet bliver kørt ved siden af vores fuldtidsjob, så vi kommer ikke til producere de helt store mængder øl. Vi har derfor valgt at fokusere på at levere øl til vores ølhungrende lokalområde på Vesterbro, hvor vi pt. er kommet ind i varmen hos Ølbutikken, Kihoskh og Fermentoren. Da vi lige har søsat dette projekt må tiden vise hvor skuden tager os hen. Meeen vi er ret overbeviste om at folk er rigtig tørstige på Vesterbro, og vi ser frem til at udfordre smagsganerne på ølnørder, hipsters og lumbersexuals. Hvilke øl skal vi forvente: Vi har en klar smagsnysgerrighed efter aromatiske humlesorter, så vores primære fokus er velhumlede IPA’er og APA’er. Med alderen er vi også begyndt at danse tango med fuldfede dunkle stouts og eksperimentere med alt godt fra det danske kaffebord, den orientalske krydderihylde og gamle vin/sprit fade. Indenfor disse to ølgenrer og interfasen imellem dem, har vi stadig rigtig mange grænser, der skal afprøves, men en Saison øl kunne måske også se dagens lys. 

Hvad er næste træk? 
Forsøge at omvende folk fra fadbamsesegmentet til at påskønne ordentlig ølhåndværk, hvor ingredienserne skal kunne smages og ikke gemmes væk bag bobler og lav temperatur. Mht. øl så er det næste på tegnebrættet en APA tørhumlet med Mosaic, en Indian Black Ale og en KageBordsStout.