onsdag den 30. december 2015

Stovt nytårstale 2015

Det var så det år. 2015 har gjort sit, og reduceres til fortid når 2016 tager over lige om lidt. Det betyder samtidigt også, at det er blevet tid til eftertanke, og til både at kigge frem og tilbage. Da jeg scrollede ned igennem året på Stovt for at samle indlæg sammen til en årsopsamling, blev jeg glædeligt overrasket over, hvor aktivt et år det egentlig har været på Stovt. I mit hoved har jeg ikke lavet meget andet end at køre bloggen i et halvsløjt barselstempo, men sådan føles det nok når man står midt i det.

Jeg fik i løbet af året invitationer fra både Ugly Duck og Amager Bryghus om at komme og kigge med mens der blevet brygget med bryggere udefra. Derudover fik jeg på egen foranledning gæstet Det Lille Bryggeri, Abelgren & Ramvad og Rise Bryggeri, og af et par omgange var jeg også forbi Kunstbryggeriet Far & Søn, men der er jeg så privilegeret, at jeg må gæste når det passer mig.
Netop Kunstbryggeriet Far & Søn spillede en stor rolle i årets første korstog, hvor Stovts navn i bogstaveligste forstand kom på alle de andre ølbloggeres læber. Den øl vi i fællesskab bryggede i sommeren 2014 blev i januar sendt ud til en stribe ølbloggere for at blive anmeldt, og selvom anmeldelserne ikke fyldte noget på Stovt.dk, så var det rart at se, at noget der var blevet til som et con amore projekt, og i vores optik faldt godt ud, blev så positivt modtaget.

Jeg har en forestilling om, at tempoet bliver skruet ned på Stovt i 2016, men om det holder stik er det for tidligt at spå om. Mere af indholdet kommer i hvert fald til at rykke over på Facebook, hvor det giver mere mening at poste de små korte anmeldelser. Hvis de da ikke bliver samlet i temaanmeldelser, hvor flere øl samles under en fælles fane til en samlet anmeldelse. Dem er der i hvert fald et par stykker på vej af. Selv håber jeg, at se flere klummer, artikler og interviews på Stovt i 2016, flere bidrag til Poesibogen og Bryggeriloggen og der er da også allerede et par stykker under udarbejdelse.

Der står lige nu et par belgiske øl i mit skab (det er sjældent), der kommer til at være i centrum for en anden type anmeldelser, hvor jeg rykker ind i fremmed territorium og prøver at forstå noget jeg for længst har forkastet. Selv glæder jeg mig mest til den serie, der er i støbeskeen med arbejdstitlen ”Brewing with idiot”. Det er noget med at brygge øl, så meget vil jeg godt afsløre. Grundplanen er tegnet, men byggeriet skal lige i gang før der afsløres mere.
Det år vi tager afsked med, var året hvor de helt store for alvor begyndte at købe de knap så små, en udvikling det bliver spændende at se om rammer Danmark i 2016. Det bliver også spændende at se om CBC kan bevare sin status i ølfestivalcirkusset, når managen er blevet større, billetterne flere og antallet af tilstedeværende danske bryggerier noget større. Ikke et eneste ondt ord om de udvalgte danske bryggerier, men det gør måske nok festivallen mindre eksotisk for det danske publikum, omvendt kunne jeg forestille mig, at det det udenlandske publikum vil byde lidt lokalkolorit velkommen.

Der kom en del nye bryggerier på markedet i 2015, flere af de eksisterende etablerede nye brands og den udvikling tror jeg ikke stopper i 2016. I USA tromler antallet af bryggerier derudaf i et tempo, der synes ustoppeligt, men herhjemme tror jeg, at vi nærmer os en form for mætning, hvor flere af de eksisterende må se sig overhalet indenom af nye kræfter, der i højere grad er tilpasset den kollektive ølsmag, der er en organisme i stadig udvikling og ikke den samme som den var for fem eller ti år siden. Om det blot kommer til at betyde røde tal, eller om nogen kommer til at knække nakken på det, skal blive spændende at følge.

Det skal også blive spændende at se, hvordan To Øls øltempel på Nørrebro ender med at blive, om Mikkeller kan forsætte ekspansionen (og kommer der nye retninger?), hvilken plante Herslev putter i deres næste Mark-øl, om NNØ bliver dømt død, bryder igennem eller forsætter et liv i det skjulte, hvad Ugly Duck putter i deres store nye trækar, om Amager Bryghus igen lancerer 30.000 samarbejdsbryg, hvad Flying Couch får ud af, at have fået deres eget bryggeri, hvor mange nye bryggerier, der kommer og om det bliver året, hvor de går fra undergrund i deres gamle bibellager til et mere effektivt indrettet bryggeri med adgang til dagslys.

Et håb for 2016 er, at Danmark får en bedre ølpresse. Jeg kan blive gul og grøn af misundelse når jeg ser, hvad amerikanske ølblade og blogs kan diske op med af features, analyser, baggrundshistorier, artikler og ikke mindst kritik. Selvfølgelig skal der være plads til bloggenes anmeldelser og de har også deres berettigelse, og selvfølgelig kan Ølentusiasten ikke svinge med hammeren, når de som organisation helst skal kunne gå i seng med alle, men et eller andet sted derude må der sidde en eller flere, der kunne have lyst til at rykke ved noget og have nogle ambitioner på vegne af oplysningsniveauet omkring øl herhjemme.

Således kan der lukkes ned for 2015, og 2016 kan tage over. Tak til alle, der har gidet følge Stovt, kommenteret her eller Facebook, eller på anden måde brugt tid på de her sort/hvide sider. Tak til alle de mennesker derude, der har gidet bidrage til Bryggeriloggen og Poesibogen, tak til alle, der har taget sig tid til at besvare spørgsmål, tak til de bryggerier, der har inviteret, og til de, der har doneret øl til præmier eller min egen fornøjelse. Tak.

Som altid, hvis der er noget du savner på Stovt, hvis du har opfordringer, idéer, kritik, ris eller ros, så kom med det. Inspiration og stof til eftertanke er altid meget velkommen.

Tak for i år.
Martin/Stovt