Der blev dykket dybt ind i skabet da Imperial Stout fra Amager Bryghus for længst udgåede Barrel Aged Series skulle hentes frem. Det er en af de øl, der har fået lov til at optage skabsplads i en evighed fordi indtaget af den krævede den helt særlige anledning. Den anledning dukkede aldrig op, så efter et par dages tilløb i køleskabet, blev kapslen en ganske almindelig hverdagsaften knappet op, og enhver drøm øllen måtte have haft om aldersrente og et otium på landet punkteret.
Batchnummeret på flasken fortæller, at vi er way back ved den spæde start på Amager Bryghus. Sølle 52 står der der hvor tælleren i dag er klikket op omkring de 1.200 batches. Jeg gætter forsigtigt på, at øllen er brygget i 2008. Øllet er sat til at være mindst holdbart til 2018, og mon ikke 10 år er et meget godt på, hvad man dengang har ment, at øllen kunne holde. Havde de vidst, hvad jeg ved nu, så havde datoen nok været sat et andet sted, for der er ingen tvivl om, at Imperial Stout har peaket. Der mangler mundfylde, øllen virker hengemt og kulsyreniveauet er heller ikke prangende. Alligevel er der stadig så megen smæk på smagen, at det er svært ikke at blive en smule imponeret.
Duft og smag går hånd i hånd. Kaffe og kage, røg i efterslæbet og masser af alkohol. Duften fremkalder respekt, for der fyldes helt op når man trækker vejret ind gennem næsen. Jeg tænker, at røgen i såvel duft som næse, kunne tænkes at komme fra fadlagringen. Fadpræget er i hvert fald ganske tydeligt. Smagen er samtidigt intens brændt, med en smule sødme underneden.
Jeg har efterhånden oplevet en del øl, der smagsmæssigt havde peaket, men som til gengæld afgav aroma som var der ingen i morgen. Denne flaske var i hvert fald endnu et godt argument for at huske, at tage livet af sine kælderdarlings før kurven knækker, og oplevelsen bliver en skuffelse i forhold til det forhåbningerne lød på. Jeg ville i hvert fald ønske, at den her var blevet serveret for to år siden. Så tror jeg, at den havde haft en del mere at byde på.
