Trecifrede prisskilte på øl kræver sit af øllet for at retfærdiggøre, men efter at have haft en mindre åbenbaring i selskab med Rye Whisky Sour fra Brekeriet, så skulle der mere end en større udskrivning til for at afholde mig fra at prøve flere øl fra Brekeriet. Valget faldt på Sour White, en sur hvedeøl på 5% tilsat både brett og mælkesyre.
Brekeriets indpakningen i stor flaske med en påklistret stilren sort/hvid etiket er som taget ud af afsnittet om, hvorfor ”keep it simple stupid” princippet tit virker bedre end for mange lag og tanker. Flaskens indpakning er nærmest monumental, og det visuelle førstehåndsindtryk udstikker da også forhåndsgarantier om at der er noget ganske særligt i vente.
I glasset ligner Sour White ananasjuice. Cloudy og tykt gul. Med skummet af vejen ligner den smule hvide, der er tilbage oven på øllet smeltet vaniljeis. Det overrasker derfor heller ikke, at øllets konsistens er fed. Indledningsvis fornemmer man mælkesyren i duften, men den fader ud og i stedet er det en duft af melon og nyslået græs, der tager over. Senere toner en let gylleagtig duft frem, der bringer minder om en barndom på landet.
Smagen rammer som et bredt piskeslag henover tungen, ingen snerren, ingen skarpe hug, men heller ingen tvivl om at man er blevet ramt. Fedmen hænger ved, og blandt alt det sure virker Sour White nærmest salt. Eftersmag er der ingen af. Smagen er der når pisken rammer, og så er den væk igen.
Jeg kan godt mærke, at jeg stadig er surølsnewbie, for jeg fattes ord i forhold til, at kunne beskrive, hvad Sour White egentlig smager af. Men den er god, og klart blandt det bedste sure øl jeg har smagt. Ikke så god som Rye Whisky Sour fra samme bryggeri, men god og det trecifrede prisskilt skræmmer mig ikke fra at tage endnu en omgang Brekeriet på et senere tidspunkt.