Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg gæstede Indslev Bryghus i selskab med Menno Olivier fra De Molen, for at se en Imperial Stout blive stykket sammen som et samarbejdsbryg mellem De Molen og Ugly Duck. Brygdagene forløb ikke uden problemer, og således har man forklaringen på navnet Nothing But Trouble…, der blev sat til salg i forbindelse med frigivelsen af årets julebryg første lørdag i november.
Der blev frigivet syv varianter, heraf seks fadlagrede. Med en pris på 75,- holdt jeg mig til de mere sikre kort, og tog den almindelige variant, og de fadlagrede varianter, der havde været på whisky, røget whisky og bourbonfade, mens de rødvins, cognac og sherryfadlagrede udgaver fik løbepas. De fire indkøbte varianter blev drukket i én session, med standardudgaven som den første, for at have et index 100, at arbejde ud fra.
Jeg var slet ikke i tvivl om, at Nothing But Trouble… ville være en tung omgang, og den skulle i følge de jungletrommer, der var løbet i forvejen også være en sød omgang. Jeg synes dog ikke, at Nothing But Trouble… var så sød som sit rygte, til den gengæld havde den en overraskende og ganske intens bitterhed til sidst, der blandede sig med en del klæg lakrids. Det efterlod mig med en fornemmelse af, at opskriften har indeholdt røgmalt og mørkt sukker. En diskret røg, og brændte noter antyder i hvert fald, at det kunne være tilfældet. 11% er Nothing But Trouble… på, og man fornemmer, at den på forhånd har været tænkt som en øl, der skulle fadlagres. Fyldigheden, procenterne og en ikke alt for kompleks øl, virker designet til at skulle tage til sig af fad.(9)
De forskellige fadvarianter har fået et halvt år hver på fadene, og første fadlagrede variant i glasset var whiskyudgaven, der har været en tur på et Bruichladdichfad (Islay). Næsen var en hamper omgang, hvor jeg var tæt på at trække staldkortet, men efter et par minutter trækker stalden sig, og en let sødere duft end originalens toner frem. Det er især i eftersmagen, at fadpræget gør sig gældende, som et lavmælt skævt indslag af alkohol og tørv, der ikke helt fungerer. Det ville klæde øllen, hvis den havde fået lov til at ligge længere på fadet og trukket nogle flere indtryk til sig. Som en undertone af smag fungerer fadpræget ikke helt, det havde klædt det, hvis det stod langt tydeligere frem.(7)
Ud fra en forventning om, at den røgede whisky ville have mere kant end den almindelige, er den røgede whiskyvariant (Port Charlotte) sat ind som den tredje i smagningen. Duften har stadig et mystisk staldpræg, men op fra det står røgen klart igennem, og også her fortager staldpræget sig efter et par minutter. Fra første indtag står det klart, at det her er den foreløbigt bedste af de tre øl, der indtil videre har været på bordet. Fadpræget står tydeligere igennem, røgen er minimal, men står mere ud som en virkelig sød pibetobak, der fuldender øllet. Nothing But Trouble… i Port Charlotte udgaven virker langt, langt mere balanceret end de foregående to, og alt synes tonet en smule ned til fordel for en let røg. (10)
Sidste skud i dagens firkløver har været en tur på Jack Daniels fade. Duften er den samme historie som de foregående, mens smagen minder en del om den røgede variant i en mere klæg og personlighedsforladt variant. Det er nok den af de fire varianter, der glider lettest ned, men det kan selvfølgelig også have noget at gøre med alkoholindtaget på indeværende tidspunkt. Skulle jeg præsentere serien for en udeforstående, ville jeg nok vælge denne, den har noget lethed over sig, men når man har været forbi Port Charlotte udgaven, så virker den banal. (8)
Jeg er ikke superstor De Molen fan, og man fornemmer noget af arven herfra, med virkeligt tungt øl. Heldigvis er karboneringen langt mere levende i Nothing But Trouble… end i de fleste De Molen øl, hvilket klæder dem. Jeg mistænker, at man har ønsket alle øllene klar på én og samme tid, og det har nok kostet noget på smagskontoen. Whiskyvarianten havde helt sikkert kunne hente mere ved, at stå længere på fad, og det udelukker jeg ikke, at Jack Daniels-udgaven også kunne. Som idé er det fantastisk, at lave en øl, smide den på seks fade, og så ellers lancere dem som sæt og give muligheden for at smage dem op mod hinanden, men i praksis havde det givet mere mening med en individuel tilgang til øllene, således at man havde fået det optimale ud af hver enkelt.
