På fredag udkommer Klosters sjette plade ”Half Dream, Half Epiphany”. At der udkommer en ny plade, er der intet odiøst i. Herhjemme udkommer den på cd/lp via Target Group, men kigger man på USA-udgivelserne af samme plade, så begynder det at give mening i Stovt-regi.
I USA udkommer CD-udgaven af ”Half Dream, Half Epiphany” på Burnt Toast Vinyl, der i 2013 samarbejdede med Mikkeller om en kombineret øl/vinyl-udgivelse af Ring Them Bells debut. Scott Hatch, der står bag Burnt Toast Vinyl er også ølnørd, og involveret i opstarten af det nye Philadelphia-baserede bryggeri Crime & Punishment Brewing Co. Under Crime & Punishment Brewing Co. hører kassettebåndselskabet Crime & Punishment Packaged Goods, der har udsendt førnævnte Ring Them Bells seneste udspil, og som også kommer til at udgive ”Half Dream, Half Epiphany”.
I USA udkommer CD-udgaven af ”Half Dream, Half Epiphany” på Burnt Toast Vinyl, der i 2013 samarbejdede med Mikkeller om en kombineret øl/vinyl-udgivelse af Ring Them Bells debut. Scott Hatch, der står bag Burnt Toast Vinyl er også ølnørd, og involveret i opstarten af det nye Philadelphia-baserede bryggeri Crime & Punishment Brewing Co. Under Crime & Punishment Brewing Co. hører kassettebåndselskabet Crime & Punishment Packaged Goods, der har udsendt førnævnte Ring Them Bells seneste udspil, og som også kommer til at udgive ”Half Dream, Half Epiphany”.
Stovt dedikerer denne uge til folkene omkring Klosters nye udgivelse. Vi skal høre om Crime & Punishment Brewing Co., Crime & Punishment Packaged Goods og skal via Poesibogen blive klogere på hvilke ølvaner Scott Hatch og Johannes Dybkjær Andersson fra Ring Them Bells har. Mikael R Andreasen, der står bag Kloster har også skrevet i Stovts poesibog. Vi stiller om..
Yndlingsøl?
Ethvert konkret svar på det spørgsmål vil blive noget, jeg lige finder på til lejligheden. Jeg ved det simpelthen ikke. En af mine nære venner synes at have et nærmest lidenskabeligt forhold til Limfjordsporter (som jo virkelig er en formidabel øl), men et sådant loyalt kærlighedsforhold til en konkret øl kan jeg ikke prale af at have. Det nærmeste, jeg kommer, er måske, at lige som jeg i forhold til film kan blive ret optaget af bestemte instruktører eller i forhold til musik være optaget af bestemte pladeselskaber, der får karakter af en form for kvalitetsstempelsgatekeeperhalløjfunktion, altså en tro på at hvis en bestemt instruktør har instrueret filmen, så er der oftest noget at komme efter, eller hvis et bestemt pladeselskab har lukket et band ind i varmen, så bør jeg tjekke det ud, og ja, sådan kan jeg også, dog i mindre udtalt grad, have det med forskellige bryggerier mere end med konkrete øl. Herhjemme er det lige nu først og fremmest Midtfyns Bryghus, Amager Bryghus og Mikkeller, som jeg er mest begejstret for.
Ellers tror jeg, at begrebet yndlingsøl for mig bedst kan knytte sig til en konkret sammenhæng eller en oplevelse med øllen. Eksempelvis ved jeg ikke, om jeg havde lært at drikke kaffe, hvis ikke det havde været for Mikkellers Beer Geek Brunch Weasel. Da jeg var på en koncertturné i England, drak jeg en del Dead Pony Club fra Brewdog samt Campden Pale Ale fra Campden Town Brewery, som begge passede perfekt til en maj måneds sol og forår. Dead Pony Club kunne man i en periode få i Kvickly, så den købte jeg ofte efterfølgende for gode minders skyld. Men jeg vil ikke kunne sige, at nogen af disse er min yndlingsøl. Når jeg forsøger at svare på det her, går det op for mig, at det nok primært er de ting og oplevelser, jeg forbinder konkrete øl med, som gør, at de bliver noget særligt for mig. Og så bør jeg måske også nævne øl som Föroya Björ Pilsnar, samt den mørke og meget (alt for?) søde øl, de producerer på U Fleku i Prag, og endda gode gamle Pokal Pilsner, men hvor jeg jo på ingen måde vil hævde, at de er udtryk for stor ølkunst, men blot fordi minderne gør, at det sagtens kunne være en af dem, jeg valgte at bestille på en bar (hvis jeg kunne) frem for andre langt bedre øl. Egentligt burde jeg måske tage afstand fra den tilgang, når jeg kan have det lidt svært med, når folk eksempelvis nærmer sig musik på den måde. Et forsvar kunne dog være, at jeg ikke bilder mig ind, at et nostalgisk forhold, jeg måtte have til en øl, nødvendigvis siger noget som helst om kvaliteten, og det tror jeg måske er en pointe, en del mennesker gerne måtte overføre til eksempelvis deres forholden sig til musik. :-)
Yndlingsøltype?
For år tilbage blev jeg bekendt med begrebet negativ teologi, hvor grundtanken (i kort og forsimplet form) er, at i og med at Gud overskrider vores menneskelige forstand, giver det ikke meget mening at forestille sig, at man kan definere Gud positivt. Altså man kan ikke som menneske fyldestgørende tale om, hvad Gud er. I stedet kan man forsøge at beskrive Gud negativt - altså tale om hvad Gud ikke er, og gennem de negationer langsomt komme nærmere en beskrivelse af Gud. Uden yderligere sammenligning mellem Gud og øl (selv om flere læsere af denne blog sikkert her vil se et stort lighedstegn) så synes netop denne ”negative” tilgang at være mest brugbar for mig i forhold til at svare på dette spørgsmål.Yndlingsøltype har for mig først og fremmest noget at gøre med kontekst (særligt forhold som årstid og hvem jeg drikker sammen med og i hvilken sammenhæng), og jeg er derfor ikke i stand til positivt at svare kategorisk på dette.
Til gengæld kan jeg fortælle om øltyper, der aldrig bliver mine yndlings og dermed indsnævre mængden af potentielle favorittyper. Jeg bryder mig konsekvent ikke om hvedeøl. Vildt irriterende eftersmag. Red og Brown Ales gider jeg heller ikke rigtigt. Og velvidende at jeg givetvis nu træder mange over tæerne, så har jeg det generelt også meget svært med belgisk øl Jeg mindes at have smagt belgisk øl, jeg godt kunne lide, men som udgangspunkt gør alt det doubletripletrappisthurlumhej virkelig ikke noget godt for mig. Oftest bliver det bare for kvalmende sødligtfyldigt efter slurk nummer to. Så er jeg mere til en IPA med fuld knald på humlen om foråret eller en mørk stout eller porter på en kold og lang vinteraften, og selv om det tog mig noget tid at vænne mig til, så er jeg så småt også begyndt at kunne se lyset i diverse Sours. Men ja, når folk vil købe mig en øl og spørger, hvad jeg vil have, svarer jeg gerne: ”Alt andet end hvede eller belgisk”.
Største Øloplevelse?
Jeg havde for nogle år siden besøg af min ven, Scott, fra Philadelphia, og sammen med andre fælles venner her fra København gik vi en kold novemberaften på Mikkeller i Viktoriagade. Jeg kender perifært Mikkel tilbage fra 90'erne og ved, at han var ret glad for et band nogle af de venner, jeg var sammen med den aften, engang havde. Scott er generelt virkelig glad for Mikkels øl og har et pladeselskab i USA, og mine danske venner er både glade for Mikkels øl og for Scott som person og for hans pladeselskab. Så ja, efter en del øl fik jeg en af de idéer, som de fleste nok har prøvet at få i en eller anden afart i forhold til hvad som helst, når øllets styrke er begyndt at sætte ind. Jeg foreslog derfor det oplagte, at når nu vi var samlede her på Viktoriagade med så meget holden af hinanden på kryds og tværs, hvorfor så ikke lade det gå op i en højere enhed. Og ja, i modsætning til mange andre spontane idéer fået i fuldskab, så blev denne rent faktisk til noget. Et års tid senere udgav Scott en LP med mine venners nye band (Ring Them Bells), hvortil der fulgte en specialbrygget Mikkeller-øl (en tjæresort kaffestout på 10%) udviklet i samarbejde med bandet. På ølflaskens etikette var der en downloadkode til pladen, og på LP'ens ene vinylside blev opskriften til øllen indgraveret, så man kan kaste sig ud i at brygge en bootleg-version af øllen, og ja, nu kommer vi så til min måske største øloplevelse. Da Scott året efter kom tilbage til Danmark, medbragte han en bootleg-øl, som et par af hans venner havde forsøgt sig med ud fra pladens indgraverede opskrift, og til i hvert fald min store overraskelse viste det sig, at vi alle var enige om, at bootleggen var blevet bedre end originalen (som også var virkelig god). Men ja, det var et ret magisk øjeblik at sidde i en villa på Amager og drikke den bootleg-øl, som kun eksisterede på grund af min fuldskabsidé året forinden.
Hvor køber du dine øl?
Jeg sværger ikke til et bestemt sted at købe øl. Jeg synes egentligt, der er ret mange steder her i København, hvor man kan købe gode øl. Dog kan jeg godt lide at smutte forbi Kihoskh på Vesterbro, men det har mere noget med nostalgi end øl at gøre, da jeg i ni år frem til 2005 boede nærmest lige rundt om hjørnet derfra i en periode før Vesterbro for alvor blev smart, men måske var mere cool end nu. Til gengæld vil jeg gerne komme med en anbefaling af en butik et helt andet sted i landet. Jeg har familie i Sønderborg, og når jeg køber specialøl dernede, har det oftest været i byens pæne gamle vinhandel, som også har et mindre udvalg af specialøl. Den tid kan dog meget vel for mit vedkommende vise sig at være slut nu. Jeg var dernede igen i sommer og opdagede ”6 Trin Op” (på Kastanie Allé hvis nogen skulle komme forbi), der udefra ikke tidligere synes at have været synderligt optagede af at sende noget signal om at være et sted at købe øl. Jeg er ofte gået forbi deres grøntsagsboder på gaden udenfor, men denne gang havde de ulejliget sig med at skilte til, at de sælger over 400 forskellige specialøl inde i butikken (se billede) og til fair priser, så vidt jeg lige kunne bedømme. Ret sejt med en butik af den slags i en by af den størrelse, og det bliver nok den, jeg i fremtiden frekventerer i øl-henseende, når det smukke Sønderjylland kalder.
Hvad er det øl kan siden det er så godt?
Med de seneste års mindre revolution af ølbrygning med mikrobryggerier her og der og alle vegne (selv hos venner i kældre og garager) og den medfølgende nørdede kælen for smagsnuancer, er det at drikke øl for mig at se blevet en meget rigere og mere udfordrende og spændende smagsoplevelse end tidligere. Derudover er det, som øl kan, nok særligt noget af social karakter. Jeg har aldrig kunnet forholde mig til det med at drikke øl med en erklæret intention om at drikke sig i hegnet. Det virker så dumt og ligegyldigt, eller det får ofte et destruktivt skær over sig, som jeg med mit i forvejen melankolske sind ikke har brug for at give yderligere næring. Til gengæld registrerer jeg også, at når jeg sidder i godt selskab, både flere folk samlede eller blot på tomandshånd, ja, så har øldrikning ofte en fin effekt på samtalens karakter og gør noget andet ved den grundlæggende stemning i lokalet eller blandt folk, end hvis man sad der med hver sin Nikoline appelsinvand, men også (bilder jeg mig ind uden at kunne definere det konkret og præcist) noget andet end hvis man eksempelvis sad med rødvin i glassene. Og ja, i de gode selskaber drikker jeg gerne en øl eller to mere, end hvad godt er for at forlænge det rum, som personerne, samtalen og øllet skaber. Jeg er ikke sikker på, om det konkret er det, du spørger om, men det med intentioner er vigtigt, tror jeg. I hvert fald for mig. Er jeg steder, hvor øllene synes at blive åbnet for at drikke sig helt ned, eller hvis jeg fornemmer en form for menneskelig flugt i de åbnede flasker, kan jeg blive helt barnligt kontrær og undlade at røre en dråbe en hel aften eller bare tage hjem igen. Hvis stemningen modsat på forhånd er positiv, og glæden ved at være sammen med nogle konkrete mennesker er udgangspunktet, ja, så kan øllet være med til at facilitere noget virkelig fint. Ha ha, der er sikkert folk, der vil ryste på hovedet af de sidste par sætninger her. Jeg har i øvrigt svaret på dine spørgsmål i pinlig ædru tilstand. Om et par timer dukker der dog en gut op her til en pladelytning. Måske jeg lige skal stikke ned efter et par øl. :)