Et af de bryggerier, der har taget et fad fra Stauning Whisky i brug er Abelgren & Ramvad. Jeg greb derfor fat i Bo Abelgren Ehlers fra bryggeriet for at høre, hvilke overvejelser og forberedelser man rent praktisk gør sig, når man skal til at tage et fad i brug.
At tage et fad i brug starter med noget så basalt som at få fadet i hus. Så med en trailer spændt på bilen blev turen taget mellem to af Danmarks yderpunkter for at få fadet bragt fra Stauning til Ristinge. Ankommet til Stauning Whisky går det op for Bo, at man på destilleriet selv malter sit korn, hvilket gjorde det oplagt, at bruge Stauning Whiskys malt til øllet, der skulle lagre på fadet. Eftersom det fad, der skulle hentes var fra en af Staunings rugwhiskyer, så var det naturligt, at brygge en rugstout.
Opskriften til øllet, der skulle på fadet blev lavet af Bo og hans brygkammerat Gert Poulsen i vinters. Ønsket var at lave en kompleks, kraftig og kradsende mørk øl, der samtidigt fremstod blød og fyldig. Øllet måtte ikke være præget af estere og phenoler fra gæren, humlearomaen skulle holdes i baggrunden, mens humlebitterheden skulle spille op mod den fyldige krop, som de forventede øllet ville få. Endelig skulle det hele understøttes af en blid karbonering.
En af de ting, jeg har været nysgerrig på i forhold til fadlagring, er hvor mange tanker man kaster i at tilpasse øllet til fadlagring. En ting er at tage en øl fra standardsortimentet og smide den på fade, men at vide man får et fad, hvor mange kræfter bruger man så på at afstemme øllet til fadet. Jeg har to flasker stående af Abelgren & Ramvads 7, der er det fadlagrede resultat af ovenstående. Da jeg hentede dem på bryggeriet, fik jeg en smagsprøve på øllet, som det smager uden at have været fadlagret. Tilsætter man lidt sukkerbrændte toner til ovenstående præsentation, så fortjener bryggeriet helt sikkert det skulderklap, at de har ramt det ønskede.
Inden fadet blev taget i brug blev det opbevaret på nordsiden af bryggeriet for at stå så fugtigt som muligt så træet ikke tørrede ud. Abelgren & Ramvad valgte også at udvande fadet, for at tone whiskynoterne ned og forhåbentlig hente nogle flere vaniljenoter fra egetræet.
Bo fortæller om selve brygprocessen.
”Brygprocessen gav problemer. Rug har ingen skaldele som hjælper med at lave filter i sikarret. Rug og hvedemalt har tendens til at pakke sig som en dej i mæskekarret. Dette giver problemer når man skal have urten over i kogekarret. Det vidste vi godt, så derfor havde vi købt løse skaller som kan blandes i malten for at afhjælpe dette. Problemet var bare at jeg havde glemt halvdelen af skallerne hjemme i privaten. Vi tog alligevel chancen og påbegyndte brygningen. Selvfølgelige pakkede det! Resultatet blev, at jeg sugede så meget med min pumpe i tappehanen for at få urten ud, at den store rustfrie sibund i mæskekarret bøjede. Sugetrykket og vægten fra malten var mere end den kunne klare. Men ud kom det.
Herfra begyndte det at køre. Gæringen forløb perfekt, og efterfølgende smagte øllet som vi gerne ville have det gjorde. Øllet var faktisk så godt, at vi et kort øjeblik overvejede ikke at fylde øllet på whiskytønden for tænk hvis det gik galt. Vi ramte hvad vi ville, og resultatet blev den bedste øl vi til dato har brygget på vores lille bryggeri – syntes jeg”.
Øllet endte med at ligge 2 måneder på fad, og jeg kunne ikke lade være med at spørge Bo om det var planlagt, eller om der løbende blev udtaget prøver for at finde ud af om øllet balancerede?
”Vi smagte med en uges mellemrum. Og da den (efter min vurdering) havde en perfekt balance mellem eg og whisky tappede vi. Ingen fastsat tappedato, det var op til øllet”.
Man vil på bryggeriet prøve at bruge fadet igen, men så er det også slut.
”..den næste bliver sikkert ikke helt lig nr. 7. Whiskyen er jo udvandet nu, så jeg kunne forestille mig, at den skal ligge længere næste gang. Men det gør heller ikke noget at vi ikke rammer den præcis igen. Sådan er det jo med os”.