Nogle gange er det bedst, at være diskret. Så da jeg skulle mødes med Andreas Skytt Larsen for at få overrakt et eksemplar af hans nystartede bryggeri Alefarm Brewings første flaskeøl Favorite Pastime, valgte vi at gøre det på et diskret kælderværtshus på Nørrebro, opkaldt efter ejeren, hans venner og noget ler. Overrækningen skete et par dage efter, at jeg i udkanten af Kødbyen havde smagt selvsamme øl på fad på Fermentoren, og været ganske begejstret over, hvor vellykket det første bryg fra Alefarm Brewing var blevet.
Visuelt er den også en fryd. Etiketten er holdt i et lækkert og stilrent design, og følger man Alefarm Brewing på Facebook er det svært ikke at glædes over, hvor gennemført og rolig en historiefortælling bryggeriet gør brug af. Andre kunne lære noget her.
Etiketten beskriver Favorite Pastime på følgende made ”Favorite Pastime is a rustic sessionable hoppy pale ale brewed with wheat and oats then dry hopped with heaps of juicy american hops. Packed with tropical fruity goodness, this pale ale might end up being one of your new favorite pastimes”.
Netop ordet rustik er jeg glad for optræder på etiketten, for Favorite Pastime er sin egen, på en ganske jordnær, knapt skævvreden måde. Den er perfekt afstemt, let drikkelig, nem at få lyst til mere af og generelt bare en øl af den type man krydser fingre for er på hanerne, når solen skinner og den lokale skal frekventeres. Favorite Pastime har mere krop end de fleste IPA/Pale Ales omkring de 5,5%, hvilket bidrager en del til både det let drikkelige, men også giver noget substans, der binder indtrykkene sammen. Humlen er meget tilstedeværende, men lagt på et niveau, hvor bitterheden ikke dominerer og de tropiske frugter, som salgstalen nævner, lige præcis balancerer på den rigtige side af den knivsæg, der hedder massivt tilstede uden at gå i overkill.
Som øl er Favorite Pastime spot on, som første øl fra et nyt bryggeri er den fucking imponerende og som kandidat til Stovts liste over anbefalede øl er den selvskreven. Det er skidegodt det her, kom med noget mere!
Favorite Pastime kan blandt andet købes hos Boxbeers.
Favorite Pastime kan blandt andet købes hos Boxbeers.