I lørdags var der whiskymesse i Fredericia, men da dagsformen ikke helt rakte til en hel dag i alkoholens tegn, nøjedes jeg med at lade mig inspirere. Så da Earth Hour sænkede sit mørke over byen, skænkede jeg to glas whisky til mig selv.
Da jeg for to år siden gæstede whiskyfestivalen købte jeg ”The Whisky Library” fra Braunstein. Fem reagensglas med hver 3cl whisky fra fem forskellige Braunstein aftapninger pakket i et virkelig nydeligt bogformet omslag. Jeg skal ikke sige mig fri for, at være en kende nervøs for om reagensglassene har været en forsvarlig indpakning, men det vil tiden vise.
Jeg har tænkt mig, at drikke E3 og E4, der er den henholdsvis tredje og fjerde cask strength whisky Braunstein har sendt på markedet. E3 blev frigivet i december 2011 og E4 i november 2012. Et hurtigt søg på Google fortæller mig, at flaskeprisen i dag ligger på henholdsvis 1.850,- for E3 og 3.500,- for E4. Jeg mener at kunne huske, at flaskepriserne lå omkring det halve da jeg købte sættet. I en verden, hvor deflationen har sat ind, kan whisky vise sig, at være en af de mest solide investeringer.
Farveforskellen på de to whiskyer er tæt på ikke eksisterende, men E3 har en del grums i sig. Den har lagret på et nyt fransk egetræsfad, hvor E4 har en baggrund på et amerikansk Bourbonfad. Godt nok har jeg et sæt af de klassiske tykbundede whiskyglas stående, men jeg tænker, at mine Ugly Duck glas har formen til at fremme aromaerne, og vil gøre det lettere, at slynge whiskyen rundt i glasset.
Jeg dufter til reagensglassene straks efter åbning, hvor E3 har en dæmpet duft af alkohol med en smule røg i sig. E4 bærer de samme kendetegn, men en smule kraftigere og en kende sødere. Det er den samme duft straks efter at de er blevet hældt op i glasssene, men minutter senere serveres der knytnæveslag til sanseapparatet nede fra glassene. Karakteristikaene er de samme, men volumeknappen står på 11. Bølgerne lægger sig efter et par minutter, hvor niveauet finder et passende leje på et mere tolerabelt niveau. Forskellen på de to glas begynder for alvor at vise sig. E4 har klart mest punch i næsen. Det er en honningblød sødme, der slås med røgen om, at fylde mest, mens alkoholen truer med at svitse mine næsehår af, hvis jeg bringer snudeskaftet for tæt på glasset. Kampen bølger lystigt frem og tilbage, og fra indtryk til indtryk skifter førertrøjen hænder. E3 har lagt sig, og er slet ikke så frembusende i sit duftvælde som E4, der nærmest er overvældende. Den har en diskret røg, der minder mig om min barndoms markafbrændinger, hvor røgen fra marker flere kilometer hang i luften som en diskret indikator på, hvor langt vi var kommet i landbrugsalmanakken, der blander sig med en doven alkoholintensitet, der ikke helt gider bide fra sig. Hvor imponerende E4 end dufter, og hvor godt det måtte love for glassets indhold, så er det glasset med E3, der med sit rolige væsen er lettest at sætte til næsen.
Smagningen af de to glas skal afstemmes, så jeg kan få dem smagt både med og uden tilsat vand. Jeg er ikke whiskykyndig nok til at forklare det, der sker, når der tilsættes vand til whisky, men for mig er den transformation et af de små mirakler, der gør det sjovt, at drikke whisky. Der hersker ikke så megen tvivl i mit hoved om, at det er E3, der skal prøves først. Hvis forskellen i de to whiskyers smag er så udtalt som den er er i duften, så vil E4 fuldstændig overdøve indtrykkene fra E3.
Da jeg sætter E3 til munden, dufter den nærmest som en Chuck Norris-udgave af æblejuice, med en balanceret sødme og syrlighed, og så ellers røg, alkohol og en masse andet machopjat smidt oveni. Alkoholen er næsten ved at tage livet af min tunge, men det er fascinerende at mærke, hvordan den ruller fremover i munden og fylder mindre og mindre af tungens areal, for til sidst helt at forsvinde. Det virker som en meget neutral whisky, hvor det ikke er de store nuancer der står ud. Det skal ikke tolkes negativt, snarere ses som et index 100, hvorfra der kan bygges pål. Dybt nede fanger jeg de samme bløde, lidt råddentvåde indtryk, som man kan få fra en øl, der er lagret på et neutralt fad. Det giver E3 en sokkel, der bliver stående i eftersmagen i imponerende lang tid. Jeg tilsætter, hvad der svarer til 3cm vand fra et ganske almindeligt knæksugerør. Duften skal lige finde sig selv igen, første gang jeg efterfølgende sætter næsen til glasset river alkoholen som en arrig kat, men sekunder senere bløder indtrykkene ud. Whiskyen har undergået en fantastisk forvandling, alkoholen pirrer lige det yderste af tungen, mens varmen ruller ned igennem kroppen på mig. Hvor E3 uden vand var lyden af Mötorhead når de er bedst, så er den efter at have fået tilsat vand, lyden af James Earl Jones, der læser godnathistorier. Fyldig og behagelig, med et tæmmet drama, der med al klarhed viser, at billige effekter er overflødige, hvis historien er god nok.
E4 har stået og betragtet, at E3 er kommet af dage. Duften er i stadig forandring, nu er det det søde og alkoholen, der arm i arm står frem og byder velkommen. Der er langt mere ro på indtrykkene, røgen er nu et fløjlsblødt bagtæppe, og det hele synes at harmonere. Smagen er vanvittig, og samtidig uhyggelig civiliseret. Mine næsebor manipuleres indefra, røgen, der før lå bagved, toner frem som den sødeste piberøgstobak. Indefra. Jeg har aldrig oplevet noget lignende før. Umiddelbart vil jeg vurdere E4 til at være et klarsyn af alkohol. Intens, ja, som en Whisky på 60,9% vil være, men stadig fantastisk underspillet. Jeg lurer lidt på ikke at prøve den med vand, for at få endnu et fix, men tilsætter alligevel de samme cirka 3cmvand til glasset. Duften synes ikke, at hverken vinde eller tabe det store i sit udtryk, men står bemærkelsesværdigt uforandret hen. Smagen er blevet rundet, der ruller en karamelsødme hen over tungen før alkoholen sparker ind, piberøgen har mistet noget sødme, mens eftersmagen folder sig ud i det uendelige, hvor den før fadede hurtigt ud. Det her slår mig som et tæt på perfekt glas whisky, alligevel savner jeg vanviddet fra før vandet blev tilsat. Slutfacit er dog entydigt, jeg er imponeret.
Jeg har aldrig før drukket whisky på denne måde før. Hele ovenstående seance brugte jeg små to timer på, og det har været en mindre øjenåbner for mig i forhold til, hvad de mere whiskynørdede i min omgangskreds prøver at fortælle mig, når de med julelys i øjnene fortæller om, hvordan de har brugt en hel aften på et enkelt glas whisky. Jeg kan godt lide whisky, men det er normalt lidt tilfældige valg fra whiskytavlerne på Christian Firtal, der afgør, hvad jeg får prøvet.
Hatten af for de to glas fra Braunstein som jeg fik skænket mig. Jeg ved måske ikke det store om emnet, men jeg ved da så meget, at det ikke er alle whiskyer, det er værd at bruge flere timer på.