Gose er min foretrukne ølperversion, og med Sirens When the light gose out, brygget i samarbejde med Stillwater Artisinal Ales, får jeg nu for første gang lov til at opleve, hvad der sker når perversionen udfolder sig black on black. Kender man ikke Gose, så er der en øltype fra Leipzigegnen, der vil bedst kan beskrives som en pissesur hvedeøl.
Duften, der slår op af glas og flaske, er som et udefinerbart stykke med italiensk, og mikser oregano, urter, sødme og kød. De indledende indtryk er ikke overdrevent sure, men man fornemmer, at man sidder med en skæv ølvariant. Det sure dukker dog stille og roligt mere frem, og for en Gose, er When the light go out unaturligt sød. De to modpoler clasher dog således, at det sure fylder, men slibes ned af det søde og slutresultat er en klædelig magtbalance modpolerne imellem. Umiddelbart største anke ved When the light Gose out er, at den er lige heftigt nok karboneret, en lidt blødere karbonering havde klædt den
På forunderlig vis går øllen op i en højere enhed. Det sure og det søde ender i en kæmpe krammer, hvor modsætninger favntag med hinanden ophæver forskellen og ender i en syg, syg symbiose, hvor to ting, der ikke burde fungerer sammen udløser et skævt smil af velvære, der burde være foragt. When the light Gose out fungerer helt klart bedst kold, den bliver lige udtværet nok når den luner op. Hvor skæv denne øl end måtte være, så ender den i top 3 over Gose jeg har fået.