Min ordre blev placeret sent torsdag aften. Fredag morgen landede der en ordrebekræftelse, og tirsdag blev øllene leveret. Jeg havde bestilt 13 flasker, og de var hver og én pakket ind i bobleplast, og fordelt i to rødvinskasser.
Prismæssigt er der intet at udsætte på Bestofbeers.dk, med mindre man ønsker at købe Willemoes. Det meste ligger på de forventelige butikspriser, med enkelte afstikkere i den dyre ende. Mikkellers Nelson Sauvin koster eksempelvis 196,-, den er set her i byen til 160,-. Men det er i småtingsafdelingen.
Hjemmesiden er overskuelig og designet således at alle kan være med, og at ingen mister overblikket grundet spraglet grafik eller andet nonsens. Vælg landet du ønsker øl fra, vælg bryggeriet, og værsgo, så er udvalget fra det pågældende bryggeri serveret.
Ud over Yin, bestilte jeg Yin & Yang, der er en Black & Tan bestående af halvt Yin og halvt Yang. Fra Evil Twin blev det også til I Love You With My Stout, mens det fra Mikkeller blev til kakaoudgaven af Beer Geek Breakfast, der ganske enkelt er fantastisk. Fall of Man fra to Øl havde jeg ikke hørt om før, men den røg også i indkøbskurven, sammen med Backwoods Bastard fra Founders, der er en Scotch Ale og derfor nærmest selvskrevet til at blive købt med. Rye King fra Amager Bryghus havde jeg glemt alt om eksisterede, og endelig blev det til Pirat Bomb fra Prarie.
Bestofbeers er leveringsdygtige i et bredt udvalg, der også rummer også en del spændende indslag fra USA. Der kommer jævnligt nyt til, hvilket man evt. kan følge på Facebook. Jeg er glad for mit indkøb, priserne og leveringstiden, og vender sandsynligvis også tilbage efter mere på et tidspunkt.