Denne flaske er sidste levn fra den papkassefuld øl, jeg trak af med, da jeg gæstede Amager Bryghus i optakten til CBC 2013. Dengang var indholdet lige trådt over aldersgrænsen, hvilket betyder, at den nu er små to år på den gale side af mindst holdbar til. Som altid med øl, der kan smides i kategorien vintage er det et åbent spørgsmål, hvordan øllet tager sig ud i dag. Og er to års aldersoverskridelse overhovedet vintage? Men jeg er fuld af håb, for netop Amager Bryghus har været afsender for en af de hidtil bedste vintageøl jeg har smagt, i form af Hr. Frederiksen, der blev smagt op mod et frisk eksemplar og uddelte lammetæv til lillebror.
Efter at have hældt den i glasset kan jeg notere, at der står et flot skum op over øllet med den samme farve som snesjap i vejkanten. En brungrå masse, der varsler elendighed, eller måske bare tøvejr og heftig trafik. Duften er tung og fyldig, med masser af røg og espresso, der lover gode tider. Smagen holder fast i røgen og veksler kaffen til fed engelsk lakrids. Det hele bliver hængende i en lang og lækker eftersmag, der virkelige fuldender oplevelsen. Der er intet, der for alvor antyder, at denne flaske har holdt ved i 4-5 år eller hvor gammel den måtte være blevet. Lidt mere krop havde ikke generet, og der mangler også et umiddelbart punch, bortset fra det er nydelsen fuldendt. Boblerne gør ikke det store væsen af sig, men alt er i balance, og jeg er næsten ked af at jeg har delt ud af denne flaske, for hele herligheden havde jeg snildt selv kunne gøre kål på. Et flot stykke kulturhistorie, der viser at Amagerretro er andet og mere end Amagerbanken og Arnold ude fra Røde Mellemvej.
