Som flasken står der på bordet, er det som at se sit livs kærlighed gennem et jomfrueligt slør, 25år efter at hans/hendes dyd forsvandt og aldrig siden blev set. Det der står på bordet, er så vidt vides Limfjordsporteren som den blev, da den første gang blev flasket så tidligt på året i 1989, at de sidste nytårsraketter endnu ikke var landet.
At skulle tage kapslen af flasken føles næsten som helligbrøde. Som at træde ind i et gravkammer. Jovist gør man det for, at kunne bidrage til historien og dokumentere sine fund, men når seglet først er brudt, så er der ingen vej tilbage. Og måske er der intet at komme efter. Det er risikoen. Måske vader man bare rundt i det, der skulle være forblevet uberørt.
25år er en pæn alder for en øl, der ikke engang sådan for alvor er alkoholtung. Jeg læste for nylig, at man ikke skal gøre forsøg med at lagre øl under 8%. Med sine 7,9% undertræder Limfjordsporteren lige netop denne grænse. Holdbarhedsdatoen hedder februar 1990, så denne øl skulle på papiret have været bedst, da de mennesker, der nu så småt begynder at planlægge deres sølvbryllup, blev gift.
Det er fandeme lang tid! Derfor bliver jeg også overrasket, da der lyder et lille diskret swusj, i det kapslen frigøres fra flasken. Man åbner en flaske for at se om der stadig er liv, og det første man hører er et hjerteslag. At der efter et kvart århundrede stadig er spor af bobler under overfladen er imponerende, eller måske bare pisseheldigt. Jeg har fået langt yngre vintageøl, der var stendøde. Så jeg er behageligt overrasket over, at der er liv under overfladen.
Duften fra glasset er alkoholtung og rummer masser af vådt træ, som var det et stykke sort med barrel aged i tykke skiver, der var blevet taget ud af madpakken. Det er duft, der er noget ulig den, der kommer når man åbner en flaske Limfjordsporter. Til trods for, at opskriften på Limfjordsporter først blev fastlagt i 1996, så tillægger jeg mere tiden skylden for det anderledes sanseindtryk, end jeg gør opskriftsændringerne.
Da jeg skænker øllen, er der et minimalt skum, der hurtigt dør ud. Som øllet passerer tungen, kan jeg dog mærke, at der stadig er lidt bobler i øllet. Førstehåndsindtrykket er sødt og en smule vandet, men med et efterskyl af røg af en anden verden, der dog desværre går over i en lidt småsur eftersmag. Ingen tvivl om, at Limfjordsporter vintage 1989 har peaket, men den er langt fra så over the hill, som andre øl jeg fået fra denne generation. Røgen forbliver dominerende og tilstedeværende, men desværre består også det vandede indtryk. Stille og roligt kommer der mere og mere chokolade frem i smagen.
Som de sidste spor af kulsyren toner ud, træder det vandede virkelig frem. Det samme gør en sødme, der efterlader den sidste del af øllet med noter af mælkechokolade og piberøg.
Og så var den væk. Et lille stykke kulturhistorie erhvervet ved et svineheld for en tier. Enhver Limfjordsporterelskers våde drøm, og kilden til det, der som oftest er det bedste ølvalg nede i det lokale supermarked. På ingen måde den bedste øloplevelse jeg har haft, men alligevel en af de største.