tirsdag den 2. december 2014

Poesibogen: Jens Bjørn

I går trak Den Sorte Bjørn Fra Nordic Brewing et nital på Stovt, i dag trækker Stovt den originale Bjørn op af poesibogshatten. Jens Bjørn er manden, der lærte Tobias Kiil (Nordic Brewing), at drikke rigtigt øl, næstformand i Danske Ølentusiasters Amagerafdeling og dagens gæst i poesibogens varme stol. Vi stiller om til Den Sorte Bjørns navnefader.
 
Hvad er din yndlingsøl?
Udvalget af godt øl er efterhånden så mangfoldigt, at det er svært at forblive monogam. Mit valg af yndlingsøl er meget bestemt af situation og stemning. Thisted’s Limfjordsporter har i mange år ligget mit hjerte, og ikke mindst mine smagsløg, nær. Men efter at Tobias Kiil, Nordic Brewing Co., har brygget en del gode øl, herunder ’Den Sorte Bjørn’, har det været endog meget svært, ikke at være gode gamle ’Klemme’- Peter Klemensen, en smule utro. Den øl jeg altid glæder mig til, er den næste…, måske er den min nye yndlingsøl?
 
Hvad er din yndlingsøltype?
Også her må jeg lade mit vægelsind dominere mit svar. En varm sommerdag i haven kalder på en god pilsner eller en session IPA, og en aften i den bløde stol byder op til en imperial stout eller evt. en dobbeltbock. Et godt glas cask på en hyggelig pub er en nydelse, der får skuldrene på plads efter en hektisk dag ’på kontoret’.
 
Hvor køber du dine øl?
Vi er på Amager begunstiget med en del gode salgssteder såvel som udskænkningssteder. Det øl der skal hjembringes køber jeg oftest hos Toft Vin på Islands Brygge eller hos Fish n’ Beer på Amagerbrogade, ligesom jeg også benytter mig af Amager Bryghus ’stalddørssalg’. Blandt ’vandhullerne’ har Amager Ølhus som blot den 3. bar i Danmark opnået Cask Marque, og har hver uge en frisk cask på. Cafe Langebro har ligeledes et bredt udvalg på fad og flaske, og skal jeg have stillet sulten sammen med et godt glas øl, er Restaurant Allékroen mit foretrukne valg.
 
Største øloplevelse?
Der har været mange store oplevelser i forbindelse med øl, én af dem var da jeg besøgte ’The Great British Beer Festival 2007’ og smagte en mængde forrygende godt engelsk øl, ikke mindst deres mange cask. En anden stor oplevelse er det årlige besøg på ’Berlin International Beer Festival’ hvor ca. 300 bryggerier fra mere end 80 lande skænker ca. 2000 forskellige øl. Og på det helt personlige plan er det selvfølgelig da Tobias Kiil, Nordic Brewing Co. tidligere i år fortalte, at han ville brygge en øl som en dedikation til mig. Først var jeg dybt beæret, og da jeg smagte ’Den sorte Bjørn’, blev jeg p….stolt!
 
Hvad er det øl kan siden det er så godt?
Øllet indtager en unik plads blandt nydelsesmidler, både som solist og holdspiller. Den bredspektrede smagspalette gør, at øllet kan finde indpas ved stort set enhver lejlighed. Den tørstslukkende kolde øl, når plænen er blevet slået en varm sommerdag, eller ’en bajer over hækken’ med naboen. Den mere fyldige, mørke øl når der skal ’fintænkes’ i den bløde stol. Smagsgiveren, når der braiseres eller marineres i køkkenet. Som den eksklusive ledsager til de kulinariske frembringelser, ikke mindst i den kommende juletid, hvor mangt et julebord ville stå sig bedre ved at der blev serveret en god juleøl i stedet for den rødvin, der bliver taget som gidsel i en ulige kamp med rødkål, brunede kartofler og fed sovs.