mandag den 22. december 2014

Hjemmejulebryg fra (Santa) Claus

Det var ellers ikke planen, at der skulle spildes juleøl på Stovts fine hvide baggrund i år, men da min gode ven Claus som en juleerkendtlighed stak mig to flasker hjemmebrændt sammen med et par flasker butikskøbte, med ordene ”..og så vil jeg gerne høre din ærlige mening”, så virkede det naturligt, at sværte kanalens ellers julefri image til her på falderebet til den store dag.
 
Claus har jeg kendt siden jeg for tyve år valgte at placere mig mellem ham og Didde på bagerste række, da vi på første dag i vores nye handelsskoleliv skulle finde en plads. Hans hjemmebryg har jeg kendt siden han første gang investerede i et bryggekit og efterfølgende forsøgte at tage livet af mig med akut sukkerchok.
 
Det er blevet bedre, og som øllet finder vej ud af flasken præsenterer den sig som en lækkert karboneret mørk størrelse. Ifølge Claus er øllen tilsat en masse ”julekryddershit, ”hvilket åbner for en del muligheder. Skudt løst fra hoften, så er mit bud, at det dækker over lakrids, appelsin og mørkt sukker. Det mørke sukker efterlader en brændt bismag, appelsinen sidder sig som eftersmag i ganen, og lakridsen dominerer det hele.
 
I forhold til øllets lidt tyndbenede natur, så er der slet ingen tvivl om, at den er overkrydret. Især lakridsen tager godt fat. Lidt mere kød på kroppen, og et ordentlig skud ekstra humle kunne have udlignet balancen. Når det er sagt, så blev begge flasker da fulgt helt til dørs i bunden af glasset, men altså stadigvæk, don’t quit your daytime job.