Trods det tyroleridylliske navn Landbrauerei Schönram, så har bryggeriet valgt at kaste et blik på, hvad der er oppe i tiden af øl ude i den store verden, og efterfølgende inkluderet disse i bryggeriets sortiment. Jeg fik købt fire varianter. Tre lyse og en enkelt sort.
Grünhopfen Pils er en gusten gyldengul øl, der umiddelbart er frisk, men hurtigt går sur i det, uden at det dog kammer over. Ganske anstændig uden egentlig at glimre. Bayrisch Pale Ale smager som en Pilsner, og har samme konsistens. Nok er den en smule mere humlet end den typiske pilsner, men ellers er ligheden slående. Ukompliceret og halvtynd, men koster lidt for meget til at være den fine billigbajer den er. Bryggeriets India Pale Ale er afstemt bitter, med lidt tendenser i retning af det søde. En smule anonym, men en fin hverdags-IPA af den lidt kraftigere slags. Det sorte bud fra Landbrauerei Schönram i form af deres Imperial Stout var fyldig og brændt uden den store eftersmag. En lækker bælleøl, hvilket så absolut også kan være en kvalitet.
Landbrauerei Schönram efterlader et indtryk i den bedre halvdel af de tyske mikrobryggerier, som souvenirafdelingen har besøgt. Anonymt, og uden de store hits, men absolut tilforladelige øl, der snildt kan drikkes.