Af de hjembragte øl fra sommerens Hamburgtur, hørte øllene fra Crew Republic til blandt dem, hvor forventningerne var højest. Jeg udelukker ikke, at det skyldtes etiketterne, der er coolt stilrene, prydet af stærke farver, og fortjener stor ros. Der blev taget en gavmild håndfuld med hjem til Danevang.
Chunks of Gunk Brewing havde dog, bedømt på bundfaldet i flaskerne, været et bedre navn til bryggeriet. Cirka halvdelen af flaskerne have en god portion skrammel flydende rundt omkring bunden, men forsigtigt skænket kunne det holdes fra glassene. Dog ikke i IPA’en Drunken Sailor, der fremstod mudret rødbrun. Smagsmæssigt var den metallisk og småsur, med en god mundfylde som det eneste forsonende element.
Foundation 11, Crew Republics bud på en American Pale Ale, burde tale til supermarkedsspecialølsentusiasterne. Den har ikke den store bitterhed, men en okay fylde og en meget, meget diskret sødme.
Double IPA’en 7:45 dufter fantastisk af søde citrusfrugter, og har, trods sine 8,3%, en appellerende lethed over sig. Jeg mistænkte, at 7:45 var brygget med Comet (det er den ikke), da den smager lidt hen ad lime, men med noget surt og kunstigt i eftersmagen, der dræber helhedsindtrykket. I den lette ende finder man Summer Beer og Detox, på henholdsvis 4,8% og 3,2%. Summer Beer fremstår som en sympatisk øl uden de store kendetegn, mens Detox er en tynd og humlefattig omgang.
Crew Republic lever ikke op til deres lækre indpakning. Deres øl holder den samme småkedelige standard som vi kender fra supermarkedsøllet herhjemme, og der er ingen grund til at gå på jagt efter de farvestrålende etiketter på hverken de danske eller tyske ølhylder.