Bortset fra navnene Nachtflug og Aufwind, der ligger i forlængelse af bryggerinavnet Propeller, så er det ikke meget, at lade sig begejstre over i disse, af navn, højtflyvende øl. De to flasker fra Propeller blev hevet af hylderne i Haus der 131 Biere. Jeg havde aldrig set dem før, aldrig hørt om dem før, men en tysk Imperial Stout er i min verden så sjældent set, at man skal trykke på aftrækkeren når man har dyret på kornet.
Nachtflug er dog mere roadkill end jagttrofæ. Lakridsfyldt og sødlig, som en Limfjordsporter, der er blevet indfanget, dresseret, kultiveret, kastreret og tævet med sukker i en grad, at den ikke kan andet end bare at sidde der og smile sødt. Ikke forfærdelig, men håbløst kedelig. Næsten lige så kedelig som Aufwind, Propellers Double IPA. Det er et klassisk supermarkedsbud på en humlet øl, hvor det kan være uendeligt ligegyldigt, at skrive på etiketten, hvilken humle der er brugt, for den er tilsat i så små mængder, at det alligevel ikke kan smages. Som Double IPA er Aufwind helt ubrugelig, som et lidt mere smagsfyldt alternativ til en corporate pilsner kan den til nøds gå an. Propeller, ikke et bryggeri man behøver køre efter.