Stovt bragte som det sidste før sommerpausen et interview med Andrés Furukawa fra det nystartede Macken Bryggeri. I forlængelse af det fik jeg fat i den trio af øl, der udgør den samlede sum af det, der er det første verden kommer til at smagen fra Macken, nemlig en Dubbel, en Double IPA og en Scotch Ale.
Indpakningen byder op til den helt store svingom med stygt lækkert designede labels og cool kapsler med sort på hvidt tryk. Efter at have været igennem de tre øl, må jeg desværre konstatere, at det kun er på ydersiden, at jeg er enig med Andrés Furukawa om, hvordan øl bør laves.
Hvis man søger en mere humlet variant af de mere søde belgiske øl, så kan det være at Twin IPA kunne være et bud. Personligt kunne jeg slet ikke få humlen og den gennemtrængende karamelsødme til at fungere sammen. Da vi efterfølgende nåede til Alrauna (Dubbel), kiggede mit selskab og jeg kortvarigt på hinanden, for nærmest i kor at mumle ”er det den samme øl?”. Igen er det en gennemtrængende karamelsødme, der fylder det hele, lige indtil den bliver afløst af en metallisk eftersmag. Jeg er i forvejen ikke hooked på Dubbels, og det bliver ikke Alraune, der konverterer mig.
Afslutningsvis drak vi Mistress of Taboo, Mackens bud på en Scotch Ale. Rent visuelt præsenterede den sig med en uhyggeligt flot sortrød farve, der fint kontrastede med det tykke, men ikke så langtidsholdbare, hvide skum. Mistress of Taboo er en atypisk Scotch Ale, med smag af røg, ristet malt og frugtfyldighed. Det var klart den bedste af de tre øl, men stadig ikke noget, der får mig til at kaste hænderne i vejret.
Rent brygteknisk er der ikke en finger at sætte på øllene fra Macken, og de smager heller ikke af noget, der er brygget til, at kunne sælges til en billig penge i supermarkederne. Jeg er ikke til søde øl, og det er nok overvejende det, der får mig til at stå af. Desværre. Men flotte er de!
