fredag den 29. august 2014

Ølindkøb Hamburg #2 - Haus der 131 Biere

Stovt tilbragte en uge af sommerferien i Hamburg, og havde før turen læst op på lektien, for at kunne finde frem til steder, hvor det var muligt at købe øl fra de nyere tyske mikrobryggerier. Tre steder blev skrevet ned, og på dagen for vores ankomst til byen ved Elben skulle den første af butikkerne findes et sted mellem en motorvejsafkørsel nord for byen og vores hotel. Det skulle vise sig at kræve en del bandeord i retning af kørselsvejledning, skiltning, trafik og trafikanter, før det lykkedes at finde butikken i et område af byen, der ikke så ud til at lide nogen økonomisk last. 

Haus der 131 Biere ligner udefra en tilfældig Nørrebrogrønthandler, hvor stativerne med varer er blevet udskiftet med tomme pantflasker i alle afskygninger. Indenfor hersker der det samme kaos. 

Butikken minder om et lille getränkemarkt, hvor de større bryggerier sælges i kasser fra stakke, og hvor den ene langside af butikken er forsøgt lavet om til at rumme et mere selektivt udvalg af øl fra udland og mindre bryggerier. På bedste tyske facon sad der en kvinde bag kasseapparatet, fastlåst i den arbejdsopgave, og trods det faktum, at hun var ti år yngre end mig, lød hun navnet Frau og hvad hendes efternavn nu engang var. Hvad jeg gætter på var indehaveren og en hjælper gik samtidigt rundt og ordnede dagens gøremål, mens Frau… bare sad der. Det var som at træde ind i en østeuropæisk tidslomme fra før murens fald, bare med varer på hylderne. 
En afsikret håndgranat kunne ikke have indrettet butikken mindre overskueligt, men efter et par ture hen langs væggen med de mere interessante øl begyndte inddelingen at give en smule mening. Der var en overvældende mængde øl fra obskure destinationer så langt væk som Nepal, med store dele af det tidligere Østeuropa og tidligere Sovjetrepublikker ganske pænt repræsenteret. Der var en del øl, der så mistænkeligt hjemmegjorte ud med etiketter, der lignede noget lavet af en træt printer og navne som Pferd und Ritter, men der var også interessante ting på hylderne. 

Af de nyere tyske bryggerier var blandt andet Hopfenstopfer, AM, Brau Kunst Keller og Propeller repræsenteret, men ingen med mere end to-tre øl fra deres udvalg. Jeg købte fra alle undtagen AM, for jeg tænkte, at det nok skulle være til at finde øl derfra igen, men nej. Dumt, for højt på min liste over øl jeg gerne ville have med hjem var Gose fra netop AM. De tre andre bryggerier stødte jeg alle på igen. 

Haus der 131 Biere er et besøg værd, men af de tre ølbutikker jeg nåede at besøge under mit besøg i Hamburg, der er det den, der kommer længst ned på prioritetslisten, hvis min vej engang falder forbi igen. 

Haus der 131 Biere
Karlshöhe 27
22175 Hamburg
Hjemmeside