I lørdags stod den på øldrinks. Onsdag blev der kigget nærmere på ”Black ”Velvet”, nu er det så tid til at kigge nærmere aftenens anden drink ”A Stormy Viking”.
Følgende ingredienser hældes i en cocktailshaker sammen med rigeligt is, og shakes godt:
3cl mørk rom
1,5cl friskpresset limesaft
1cl sukkersirup
Indholdet hældes i et glas over friske isterninger, tilsættes 2cl Ginger Beer og glasset toppes op med Brown Ale, i dette tilfælde Foxy Brown fra Ugly Duck.
Jeg mistænker, at vi brugte alt for små glas. Uanset, hvor meget, der blev drukket af glasset, og hvor gange, der blev toppet op med både Brown Ale og Ginger Beer, så smagte A Stormy Viking primært af lime. Man kan selvfølgelig argumentere, at vi har brugt for megen lime, men opskriften blev fulgt.
Helt bagerst i smagsregisteret kunne man fornemme rommens alkohol og sødme. Mindre lime, og mere krydret sødme fra vores Ginger Beer havde pyntet gevaldigt på resultatet, det samme ville nogle klarere noter af brændt fra Brown Alen have gjort.
Selvom der løbende blev hældt på med Brown Ale og Ginger Beer, så blev resultatet aldrig hverken harmonisk eller godt. Det kunne have været interessant, at prøve A Stormy Viking uden så meget lime, men vi var løbet tør for råstoffer og gik videre i listen.