Denne gang gæstes Poesibogen af Søren Dissing Andersen fra Øl-Novicerne. Bloggen Øl-Novicerne blev startet i maj 2012 af de to kammerater Mathias og Søren, siden da er Tobias og Frank kommet til. Det næste projekt i Øl-Novicernes kometkarriere bliver håndbrygning, bryggegrejet er efter sigende erhvervet, nu skal De bare have haft i ingredienserne.
Hvad er din yndlingsøl?
Der er efterhånden mange at vælge imellem og det er svært at vælge én bestemt øl, men det siger enhver øl-anmelder med respekt for sig vel?
Lige nu har jeg en top 3 der inkluderer to danske og en amerikansk øl: Ugly Duck - Miami Vice Pale Ale, To Øl - Black Malt and Body Salts og Goose Island - Bourbon County Stout 2012. Men hvis jeg skal vælge én bliver det Bourbon County Stout 2012, en helt igennem sublim øl. En wauw-oplevelse af den anden verden, fantastisk fyldig aroma og smag og tyngde så det basker.
Hvad er din yndlingsøltype?
I forlængelse af min yndlingsøl, så er det vel åbenlyst at imperial stout er yndlingsøltypen. Det er sort når det er bedst. Det er ekstremt på den helt rigtig måde og så jeg er vild med når smagen og duften går op i en højere enhed, og det er med den øltype jeg har oplevet det flest gange. Den seneste imperial stout jeg drak var på Mikkeller Bar i København. Black på 21% alkohol og lagret på Grand Marnier fade, det var en tung men også ufattelig lækker øl.
Ellers er jeg ved at have vænnet mig til de mere humlede øltyper. IPA og i særdeleshed Black IPA, ja jeg vender måske altid tilbage til de sorte øltyper, Black IPA er fantastisk lækkert. Humlen og malten der går i perfekt synergi. Det bedste fra India Pale Ale og Imperial Stout, så kan man ikke beklage sig.
Hvor køber du dine øl?
Jeg køber mine øl rundt omkring i Aalborg og Nørresundby. Men et sted der er uovertruffen er Vinspecialisten i Vingårdsgade. De har et stort sortiment og får hele tiden nye øl ind i butikken, udvalget er bredt og det bugner af mange danske og udenlandske øl.
Ellers går jeg på jagt i Salling, der er udvalget også dejligt stort. Diverse supermarkeder bliver også støvsuget for øl, men jeg tror jeg er ved have smagt de fleste øl i den lokale Føtex.
Aalborg er desværre blevet en ølbutik mindre, da Ølkonsortiet måtte dreje nøglen om efter mange gode år på markedet. En lille butik, med utrolig mange gode øl.
Så min go-to-ølpusher er Vinspecialisten, de ved i allerhøjeste grad hvad de snakker om, og det er altid hyggeligt at kigge ind og købe et par øl.
Største øloplevelse?
Bourbon County Stout 2012, mere behøver jeg vel ikke skrive? En fuldfed imperial stout der får englene og Øl-Novicerne til at synge mest pga. alkoholen. En flaske skal helst deles med andre. 15% alkohol det er immervæk en del og selvom jeg har drukket øl med højere alkoholprocenter end denne, så er Bourbon County Stout 2012 den bedste øl jeg har smagt. Oplevelsen med denne øl er både voldsom og fantastisk, for når jeg stikker næsen i øllet og får tåre i øjnene og gisper efter vejret og mærker whiskeydampene rive i mine næsebor, har vi her at gøre med en øl der er helt sin egen og absolut ikke ligger under for nogle eller noget.
Hvad er det øl kan siden det er så godt?
Denne har jeg gået og tænkt over et stykke tid? Der er så mange forskellige øl derude og du kan finde lige den øl der tiltaler netop dig. Øllet samler folk og har gjort det siden tidernes morgen, eller i hvertfald siden man for første gang fandt ud af at brygge denne gudedrik. Og som en lille sidenote, er der chancer for at blive vældig godt tilpas.
Følg Øl-Novicerne på Facebook.
Følg Øl-Novicerne på Facebook.