Engang imellem skuer man hunden på hårene, og køber noget, man ellers ikke ville have gjort. Belhaven har man tidligere, hvis ikke stadig, kunne købe i Rema1000. Jeg har alene bedømt på deres etiketter altid valgt at gå i en stor bue uden om dem. Forleden dukkede der så et par nye varianter fra Belhaven op på den lokale Rema1000s tilbudshylder, denne gang med en mere rustikt designet etiket. Væk med fintfølelsen, og ned i kurven med en Craft Pilsner og en Scottish Oat Stout til en tier stykket.
Forventningerne blev dog holdt på et behørigt lavt niveau, og i hvert fald pilsneren levede op til de forventninger. Udover at være gennemsigtig som bare fanden, så var den på en gang sprød, men alligevel fed i en grad, at der blev hængt gardiner op i ganen på mig. Det fede, og eftersmagen, der bedst kan beskrives som metallisk, gav et umuligt modspil til det egentlig ganske crispy førstehåndsindtryk. Indtrykskabalen gik ikke op, og selv til en tier, var den ikke helt skejserne værd.
Anderledes var det med den skotske havrestout, der fremstod ganske blød, uden at blive sumpet, og sød, uden at blive sukret. Den havde en smule røg i smagen, der gav så tilpas meget kant og karakter til Belhavens Scottish Out Stout, at den hævede sig fra at høre til på hylden med bløde mellemvarer. Udover, at den som pilsneren hang lidt rigeligt i ganen, så var den et overraskende positivt køb til 10,-.