30. April var Stovt forbi Amager Bryghus, der på dagen blev gæstet af Amerikanske Surly Brewing Co. Det blev til en dag af den slags, man ikke ønsker at bytte. Læs her hvorfor.
Få ting kan vel være mere fornemt end at sidde i godt selskab med en god øl og betragte Storebælt spejle sig i forårssolen. Det forhindrede dog ikke vores medpassagerer i at kigge en kende skeptisk, da vi i morgentoget mod det københavnske, kort før Storebæltsbroen, trak en Limfjordsporter frem af vores medbragte tasker og fordelte den i to diskret udseende plastikkrus.
Sammen med Alex fra Rock on Beer var jeg blevet inviteret til Amager Bryghus for at opleve en gæstebrygsdag. Sidste år gæstede jeg bryggeriet da Cigar City var forbi. Det var de også i år. Det samme var Jester King og Prarie Artisan Ales, men vi landede på dagen, hvor Todd og Linda Haug fra Surly Brewing Co. gæstede Amagers fineste bryggeri for at være med til at kreere en IPA.
 |
| Morgenbøn? Andægtige amerikanere og afventende danskere.
(Foto: Humulus Lupulus)
|
Efter at have måtte sande, at den indre GPS ikke var blevet fodret med nok informationer om ruten fra Tårnby Station til Amager Bryghus sidste år, og vi derfor måtte ud på en lille ekstra gåtur, trådte vi ind til morgenkaffen på bryggeriet, hvor der udover de amerikanske gæster og bryggeriets egne karakterer, også sad de to sympatiske hoveder fra Humlus Lupulus. I baggrunden trissede et tv-hold fra Jyskebank.tv rundt, og kort efter vores ankomst dukkede også Johan Lenner fra den svenske ølblog Portersteken op. Dagsplanen var den same procedure as last year. Hænge ud, snakke, kigge, spørge, slå et forventningsfuldt blik op når grillen blev tændt, og drikke noget øl.
Således blev det, og selv om omgivelserne lignede sig selv, så var der alligevel sket ting og sager på bryghuset. Amager Bryghus er pt. under ombygning. Mikkeller har rykket deres ting ud fra lageret, hvilket har frigivet pladsen til at omorganisere lageret, flytte råvarelageret, slå nogle nye vægge op og til sidst flytte tappeanlægget således, at der kan blive plads til otte nye 2.500liters gæringstanke, der kommer til at booste bryghusets kapacitet ganske betragteligt. Store omvæltninger, men når man samtidigt i baggrunden hører folkene fra Surly tale om 30.000.000$ investeringer og 80 nye ansatte, så fornemmer man samtidigt, at der er stor forskel på store ting i den danske og den amerikanske ølbranche.
 |
| The fuck? Jacob overraskes af Todds mørke hemmeligheder. (Foto: Humulus Lupulus) |
Todd og Linda Haug skulle vise sig at være venlige og tilbagelænede mennesker, der beredvilligt svarede på spørgsmål, hvis da ikke bare smalltalken gik. I den afslappede atmosfære blev det ikke til megen benhård øljournalistik. Dagens største spørgsmål lød noget i retning af ”hvad mon vi skal have til frokost”? Sidste år var John fra Johns Hotdog Deli hevet ind til at servere gudehotdogs intet menneske gennem en livstid ville kunne gøre sig ærligt fortjent til. Og udenfor stod der en grill! Dagens ret blev kokkeret af Jannik fra Flying Couch, der for den fremmødte flok kreerede nogle kødfyldte burgere, som både dækkede den værste sult døgnet ud og mere end indfriede forhåbningerne til dagens frokost.
 |
| Odenses ølbloggere tages i skole. Dagens emne var norsk death metal. (Foto: Humulus Lupulus) |
Efter frokosten blev det for alvor tid til at smage noget øl. No Rice & Curry er stadig en forbasket god sommerøl, og så fik jeg endelig smags Lustfinger. Amager Bryghus nye Imperial Stout, der har fået sit navn efter en tysk (skal vi sige) rekreativ anordning, der kan bruges til ---------------censur---------------. Sødere end Hr. Frederiksen, mere rundet og lavet med henblik på, at have en Imperial Stout, der i høj grad er velegnet til fadlagring. Vi fik også smagt King of Kentucky, der netop er Lustfinger, der har lagret på bourbonfade. En øl, der absolut har potentiale, men som stadig er meget ung, og nok vil have gavn og glæde af at ligge et stykke tid. Jeg købte tre med hjem, og satser på at kunne holde fingrene fra i hvert fald de to af dem i et stykke tid. Vi fik også smagt de to nye fadlagrede Barley Wines. Den ene lagret på den samme type bourbonfade som King of Kentucky, den anden lagret på Nieport portvinsfade. Min favorit var ganske naturligt den bourbonlagrede, portvin og øl hører ikke til i samme bog i min verden. Fælles for dem var dog, at de begge virkede til at kunne have god glæde af at blive en smule ældre, før der skulle pilles ved dem.
Som det var tilfældet sidste år, så var det igen i år en fornøjelse, at besøge Amager Bryghus. Selskabet, øllet, omgivelserne, vejret og maden – man må give dem, at de forstår, at få tingene til at gå op i en højere enhed derovre.