mandag den 21. april 2014

Ølsennepseksperimentet #1

Jeg har længe haft højt på ønskelisten at kaste mig ud i at lave ølsennep. Det har vist sig ikke at kræve det store når først man er i gang, men det har først været i forbindelse med påskens fridage, at jeg har haft mod på at kaste mig ud i projektet. 

Efter at have ledt rundt på nettet efter en passende opskrift, faldt valget på en opskrift fra BBC. Som de fleste andre opskrifter lider den under det problem, at forfatteren bag åbenbart mener, at sennep er noget, der skal kreeres i uhyggeligt store mængder. Jeg startede derfor med at ændre portionsstørrelsen til en fjerdedel. 
Opskrift
45g gule sennepsfrø 
45g sorte sennepsfrø 
125ml øl 
1½ tsk. salt 
En lillebitte smule chili 
45ml æblecidereddike 
5 tsk. flydende honning 
1½ tsk. knust muskatnød 

Sennepsfrøene og øllet smides i en beholder og får lov til at stå et døgns tid, hvor sennepsfrøene suger øllet. Resten af ingredienserne tilsættes og det hele blendes sammen til man når den ønskede konsistens.
Jeg lavede to portioner, en med Limfjordsporter og en med en Amerikansk Brown Ale fra Nordic Brewing Co. Limfjordsporterudgaven blev lavet som den første, men lugtede så gennemtrængende af den brugte æblecidereddike, at jeg valgte at tweake den anden udgave og bruge mindre æblecidereddike og salt, og en smule mere honning. Duften skifter dog efter et stykke tid i køleskabet til en mere ”sennepsagtig” duft.
Den tweakede udgave af opskriften troede jeg var blevet alt for mild. Den smagte indledningsvist at intet, for så et par sekunder senere nærmest at eksplodere i munden på mig. Jeg gætter forsigtigt på, at chilien var blevet en kende overdoseret. Ikke at senneppen smagte dårligt, men den var lidt for skæv og for langt fra det ønskede resultat til at den kunne godtages. 

Den mere regelrette opskrift var noget bedre, stærk og lækker. Jeg savner dog noget mere mundfylde, lidt mindre skarphed og når nu opskriften er udført med en fremragende øl, så ville det ikke gøre noget, at øllens smag gik lidt bedre igennem. Ovenstående opskrift er dog fuldt ud brugbar, men i forhold til det resultat jeg ønsker, så skal der ændres på et par ting. Derfor er der allerede sat en ny portion over, med andre ord.. to be continued..