Da Mary Donaldson i 2004 valgte at gifte sig med vores kronprins og blive til fru Frederik André Henrik Christian, så tænkte Carlsberg, at de ville peppe den folkelige førfest lidt op ved at smide en guldøl på gaden, som der er tradition for at gøre ved enhver højtid - et kongeligt bryllup naturligvis ingen undtagelse. Udgangspunktet for Carlsberg Crown var en guldøl på 6,5%, der smagsmæssigt skulle lede tankerne hen på champagne. Humlen var ligesom bruden hentet hjem fra Tasmanien, og lillebror Jokke havde leveret en del af den bygmalt, der blev brugt under brygningen. Således blev op til flere ringe sluttet.
Som det var tilfældet med Albani 1000, som jeg smagte i efteråret, så er denne flaske også hentet fra mine forældres kælder. Trods ti år på bagen, så er der imponerende nok stadig kulsyre i flasken. Øllet fremstår tyndt og klart. Duften bringer tankerne i retning af en godt sur cider, et indtryk der går tydeligt igen i smagen. Humlen er der ikke længere spor af, men de samme whiskynoter som der optrådte i Albani 1000 tjekker også ind på listen over indtryk.
Det er ofte hit n’ miss når man smager øl, der har fået lov til at lagre. Selvom Carlsberg Crown smagsmæssigt ikke er den store oplevelse, så er det alligevel interessant at opleve, hvordan øl udvikler sig når det får lov til at blive i flasken i ti år, og selvom Carlsberg Crown ikke nødvendigvis er bedre i dag, så er mine penge på, at den er en langt mere interessant oplevelse nu, end for ti år siden.