mandag den 10. marts 2014

Anmeldelse: Gleipner, Munkebo Mikrobryg

Navn: Gleipner
Type: Sort IPA
Alkohol: 9,4%
Etikettekst: Nøje udvalgte humlesorter fra Amerika, tilsat mørke malte opnås en lækker balance mellem humlens aroma og maltfylde. Fenrisulven er bundet med kæden Gleipner i en hule i Jotunheim. Der bliver den stående til Ragnarok, hvor den slipper løs og dræber Odin.
Beskrivelse:
Jeg sad bænket på første parket, da Munkebo Mikrobryg for et par uger siden holdt release på Gleipner på Christian Firtal. Og fra min barstol nåede jeg, at konsumere både en og to af dagens hovedperson i halvlitersform. Nu sidder jeg så med Munkebo Mikrobrygs Imperial Black IPA i flaskeform, og lader mig endnu engang rive ud af alle søde dagdrømme, af denne skarpt ristede sorte IPA, der mere end et glas øl, er et basiskursus i den brændte jords taktik, hvor alt er blevet svitset ned til jorden, og intet er det eneste, der efterfølgende er at komme efter. Det er massivt, imponerende, og stjernegodt. I forhold til, hvor intens en smagsoplevelse Gleipner er, så er eftersmagen anderledes dæmpet. Og netop dette spil mellem det korte, intense smagssus, der fader ud i behagligt brændte toner blandet med både en smule sødme og bitterhed, gør at man ikke kører træt i Gleipner. Gleipner fortjener ikke at blive talt ihjel, den skal opleves. Anbefales på det skarpeste.
Indkøbt: Vinoble, Odense (33cl, 35,-)
Karakter: 11