mandag den 3. februar 2014

Anmeldelse: The Dark Side, Det Lille Bryggeri

The Dark Side Det Lille Bryggeri
Navn: The Dark Side
Type: Egetræslagret Imperial Stout med rom.
Alkohol: 13,2% 
Beskrivelse: 
Halvvejs gennem flasken sidder jeg stadig og dvæler ved, hvor vidt The Dark Side fra Det Lille Bryggeri er god oplevelse. Den er ikke den oplevelse jeg forventede, ikke at det gør den til en dårlig oplevelse, den er snarere en oplevelse af den slags, hvor man lidt mistænker, at noget er gået tabt i oversættelsen i forhold til der, hvor det var tanken, at øllen skulle lande. Eller?

The Dark Side er overvældende sød, ikke hvinende, men igen, i forhold til det forventede, rummer den ikke det ristede punch jeg havde forventet. Den er også flad, eller fyldig og olieret, hvis man vil vende det til noget positivt. Fadpræget er udtalt, men rommen er blevet til portvin. En forholdvis sprittet variant, men ikke desto mindre er det en massiv væg af rosiner, der vælter op af glasset og omfavner mit sanseapparat.

Det her er et af de tilfælde, hvor oplevelsen af slutresultatet overgår den egentlig smag. Det er, i mangel af bedre ord, en interessant oplevelse, der som et lille zenlignende afbræk i en ellers travl hverdag, for et øjeblik får tiden til at stå stille, mens jeg prøver at fordøje de indtryk øllen giver mig. Måske kunne det retfærdiggøres, at kalde The Dark Side kompleks, jeg vil nøjes med at kalde den stof til eftertanke.

Indkøbt: Voldby Købmandsgaard (33cl, ca. 50,-)
Karakter: 9