Følger man Stovt på Facebook på Facebook, vil man vide at jeg forrige weekend tilbragte en lørdag eftermiddag i køkkenet hos Alex, der står bag Rock on Beer, hvor vi bryggede en sort IPA. Dagen var dels en undskyldning for, at jeg langt om længe kunne få oplevet håndbrygning på nært hold, men lige så stort et trækplaster var serveringen af en stak øl, Alex for nyligt havde hjembragt fra Michigan, hvor han oprindeligt stammer fra.
Det blev til fem øl, som nogle måske vil nikke genkendende til, andre sukke og stønne efter og en del nok trække på skuldrene over.
Første øl var Zombie Dust fra Three Floyds. En Pale Ale på 6,4%, der er så efterspurgt, at butikkerne ikke stiller dem ud på hylderne, men lader folk efterspørge dem ved disken. Således også eksemplaret vi drak. Duften var blomsterintens, og smagen fyldig, med en let sødme og et spil mellem det bløde i øllets krop og det skarpe fra humlens bitterhed. Selvom dette eksemplar af Zombie Dust var relativt friskt, så sad man dog med en fornemmelse af, at en hel del af humlen allerede var faded ud, hvilket Alex bekræftede. En udmærket øl, der dog ikke fortjener et ry, hvor det er nødvendigt at efterspørge den ved disken, som var den ulovligt fyrværkeri eller knapt lovlig porno.
Problemet med den hurtigt fadende humle gik igen i Gumballhead, en hvede Pale Ale fra Three Floyds, der fremstod klar som en pilsner, men udpræget anonym. Det til trods for, at vi ikke befandt os mere end en måned fra tappedag. Gumballhead står til 50,- i Mikkeller Shop, i Michigan koster den 9$ for en sixpack. Den sidste pris matcher produktet bedst.
Helt sikkert eftermiddagens hit. Denne Double IPA fra Russian River var underspillet og elegant, dæmpet i sin fremtræden, men intens i sin bitterhed. En fantastisk sommerøl, der til 4,99$ for cirka en halv liter hørte til blandt de dyrere indkøb Alex gjorde derovre. Man må misunde amerikanerne deres ølpriser.
Tilbage til Three Floyds med denne kafferistede sorte IPA, der indledningsvis fremstod tynd, men intens og ikke uden tylleølskvaliteter. Alkoholen virkede ikke kraftig, til trods for at den holdt 7%. Øllets udtryk dalede dog hurtigt i kvalitet mens den stod, og afslutningsvis virkede den noget nær for fyldig, at tygge sig igennem.
Sidste importvare var en Stout fra Bell’s Brewery. Tynd i kroppen, ristet i næsen, let metallisk og maltbolche’ish i smagen, og egentlige ganske nice and easy to drink, som min vært formulerede det. Den halve time den havde haft ude af køleskabet var dog i overkanten. Den var blevet lige varm nok, og ville helt sikkert have taget sig bedre ud en smule koldere.