Hoppy Christmas fra Ugly Duck deler navn, stilart, højtid og etiketfarver med Brewdogs bud på en juleøl, men Ugly Ducks version er trods de mange ligheder lysår foran når det kommer til velsmag. Der er masser af mundfylde i Hoppy Christmas, men flere bløde og runde kanter, end man normalt vil forvente i en forholdsvis tør og skarp øl som denne tørhumlede IPA. Som juleøl tænker jeg, at den står bedre til sild, snaps og hele spektret af lunet svinekød, der normalt finder vej til julefrokostbordet, end til det søde og fede andekød, der bliver serveret på den helligste af aftener (påsken fraregnet). Jeg diskuterer lidt med mig selv, om jeg kan smage de tilsatte appelsinskaller uden helt at nå frem til et endegyldigt svar. Langt inde bagest i munden synes jeg at kunne fornemme dem, men i doser, der lige så vel kan være et udslag af indbildning eller ønsketænkning. Hoppy Christmas er en letdrikkelig, men kontant øl, der på fineste vis beviser, at juleøl er så meget andet end sød sirup serveret for folk med blinkende blå lys i nissehuen.