Denne IIPA blev købt i et anfald af behovet for at blive bedre til at boldly go, hvor jeg ikke har gone så tit. Den slags selvrealisering går sjældent godt, og således heller ikke i dette tilfælde. Mine smagsløg er åbenbart er ikke bygget til superhumlet øl som denne, der vel ikke engang hører til i den helt slemme ende. Selvom om man fornemmer, at øllen gemmer på noget godt inde under frakken, så er det helt gemt under en anorak af bitterhed, der først generede mig, men slutteligt mest af alt bare kedede mig. Mosaic IIPA er sikkert en fin øl, hvis ens lyster hælder til den side, men hos mig falder den ned et sted, hvor mit følelsesregister ikke strækker sig længere end til et gab og et skuldertræk. Sorry hopheads, jeg smutter ind i mørkekammeret igen.