Stovt har tidligere anmeldt Gleipner og Alstærk, de to eneste udspil fra Munkebo Mikrobryg, til UG med kryds og slange. Nu er mikrobrygget blevet stort nok til at få eget værelse, og har overtaget Stensbogaard Bryghus faciliteter i Pederstrup, hvorfra de første fire bryg netop er blevet sluppet.
Jeg kvier mig lidt ved de stilarter, der bliver sluppet i første portion. Hvedeøl kan være både hit og shit, kombinationen af Pale Ale og hvedeøl lyder helt frækt, en engelsk Pale Ale behøver ikke være en god nyhed, men helt slemt er det, at Munkebo Mikrobrygs juleøl er en belgisk hvede, der i min verden er tæt på det værste af det værste.
I uprioriteret rækkefølge faldt indtrykkene således ud:
Folkvang, Bayersk Weissbier, 5%.
Der er masser af mundfylde i Munkebo Mikrobrygs bud på en sydtysk hvedeøl, og masser af sødme. Normalt når jeg drikker hvedeøl, er det som sommerøl, men det er ikke helt det, jeg har i glasset nu. Folkvang er en udpræget dameøl, der nok skal finde sit publikum. En øl, til de der sarte nips, der bilder sig, at de ikke kan lide øl, fordi de aldrig har fået serveret andet end Tuborg. De skal ikke være bange for den mindste smule bitterhed i den her. IBU’en er noteret til at være otte, hvis det er en trykfejl, så er den overbevisende. En udmærket øl, men jeg vil stadig foretrække en Erdinger.
8
Gyldenkam, Pale Ale/Weissbier, 5,2%
Noget af det jeg savner i Folkvang, er at finde i Gyldenkam. Sødmen er stadig til stede, men den er blevet skubbet i baggrunden til fordel for en diskret humlebitterhed, der giver en langt mere forfriskende øl, med en for mig, langt mere indbydende smag. Duften er fantastisk og øllet har en lækkert cremet konsistens. Gyldenkam bliver et hit når klokken igen slår sommer. Det er en let og ubesværet øl, der slukker tørsten på fineste vis.
9 (pil op, hvis solen skinner)
Hermod, English Pale Ale, 5,6%
Brun farve har aldrig gjort noget godt for øl, og således også med denne engelske Pale Ale, der smager mere rustent end godt er. En metallisk smag af karamel dominerer, og det er endda den mere forsonlige side af Hermod. Det her er slet, slet ikke mig.
6
Jolner, Belgisk julehvede, 5,1%
Belgisk hvedeøl er tæt på mit skræmmebillede af hvor slemt øl kan gøres, så tilgiv mig, hvis det ikke er superlativer og topkarakterer, der hives op af hatten her. Efter en dyb indånding og et lille tilløb mødes mine smagsløg af en skarp smag af noget, jeg ikke helt kan dechifrere, men det er lige meget, for det er stadig belgisk hvedeøl, der er i glasset. Det ville ikke være fair, at forsøge at smide en karakter efter Jolner. Stod det til mig burde belgiskinspireret hvedeøl brænde i helvede til evig tid, det er bare så fandens svært at sætte ild til.
-
Jeg glæder mig til de mere potente øl fra Munkebo Mikrobryg kommer på markedet, og ser også frem til de sorte pilsnere, der er blevet varslet. Ovenstående karakter skal i høj grad ses i det lys, at mine personlige præferencer ligger et stykke fra, hvad Munkebo Mikrobrygs markedsudvalg har ment det var bedst at smide på markedet først. Håndværksmæssigt er der ikke noget at udsætte på øllet.