De to seneste fredage har jeg slået vejen forbi Cadenhead’s Whisky Shop for enden af Kongensgade her i Odense. Min glæde ved whisky blev genoplivet ved forårets Whiskyfestival i Fredericia, men siden da har jeg ikke fået gjort mere ved den. Så da jeg ved et tilfælde opdagede, at Cadenhead’s Whisky Shop tilbød walk-in tastings fredag/lørdag, var det oplagt at parre muligheden med min genfundne whiskyglæde.
Jeg kan ikke rigtigt hidse mig selv op til at investere i en flaske whisky. De to flasker jeg har i huset, har begge en håndfuld år på bagen, og en tilsvarende støvmængde på flasken, for de bliver aldrig luftet. Derfor er walk-in tasting genial for mig. Tre smagsprøver á en centiliter for en 50’er, tre små smagsoplevelser på bordet og ingen forsømte flasker til at stå og fylde derhjemme.
Som smagningerne er foregået hos Cadenhead’s Whisky Shop de forgange to fredage, så spiller dj’en også publikumsønsker, eller sagt med andre ord, spørgsmålet ”er der nogen særlig retning vi skal gå i” blev smidt på bordet.
Egentlig havde jeg taget en blok med til den første af de to smagninger, men det skulle vise sig, at butikken blev passet af Martin Østergaard Villumsen, der står bag madbloggen Rigeligt Smør. Så i stedet for noter blev det til en hyggelig times småsnak om blogning, øl, mad, whisky og andet godt fra kategorien løst og fast.
I bund og grund er lokalerne Cadenhead’s Whisky Shop er placeret i dybt ucharmerende, men det er lykkedes med flaskefyldte reoler, læderstole, et par tæpper, et stort massivt bord og en afskæring af butikkens nederste del fra resten af butikken, at skabe hyggelige omgivelser ud af betonkulissen.
Når man er til walk-in tasting bænker man sig i en af de otte dybe læderstole ved det store bord. Yderligere to læderstole står sammen med et mindre bord og skammer sig i et hjørne, men eftersom jeg ikke har til hensigt, at gemme mig selv væk, og saltstængerne også er placeret på det store bord, er det oplagt at tage plads der.
Mine tre glas bliver sat på bordet. Denne fredag er det en 19års Strathmill, en 10års Springbank og en 16års Ledaig. Alle på 46%. Jeg har ikke smidt ønsker på bordet, så det virker til at være et nogenlunde tilfældigt udvalg fra de mange åbne flasker, der fylder på et bord bagest i lokalet.
Jeg åbner med Strathmill, der har en lang eftersmag. Den er forholdsvis metallisk i smagen, og vinder en pokkers masse fylde ved at få tilsat et par dråber vand. Springbank dufter ikke af det store og er klart det kedeligste af dagens glas, hvad der synes at skuffe Martin da jeg nævner det. Den viser sig, at høre til blandt hans favoritter. Endelig er der Ledaig, der er næsten vandklar i farven. Den har en smag af sød røg, er rund og intens, og brænder i eftersmagen. Klart det bedste af de første tre glas.
De tre glas giver mig lyst til mere, og til at gå målrettet efter det, der tidligere har været personlige favoritter indenfor whisky. Nemlig røg og whisky lagret på sherryfade. Martin finder en 20års Highlands whisky fra Royal Brackla Distillery frem, lagret på sherryfade og på 52,4%, samt en 21års Robust Smokey Embers, der er et blend af whisky fra Ardbeg, Bowmore og Carol Ila.
Highlandwhiskyen er vild, og jeg er tilsvarende vild med den. Den har en rundet duft, mens smagen er massiv og éns mund nærmest eksploderer i varme, før alle indtrykkene fader ud. Både duft og smag bliver mere fyldig af at whiskyen får tilsat vand, men spritten går væk, og tager en del af varmen med sig. Den røgede blend, har en lidt anonym duft, men til gengæld er smagen fra første sip imponerende fyldig. Til gengæld er det, det eneste af dagens glas, der går i direkte negativ retning da den får tilsat vand. Smagen bliver skarp, metallisk og noget mere anonym.
Jeg holder mig til de fem glas. Alle serveret med små oplysninger vedhæftet, der gav hele oplevelsen en smule ekstra krydderi og jeg går klogere fra Cadenhead’s Whisky Shop, med alle de novicespørgsmål, der dukkede op undervejs besvaret.
Til en halvtredser synes jeg det er alle tiders, at kunne træde ind til tre forskellige smagsoplevelser serveret med kyndige ord. Og det endda i fine omgivelser, præget af ro, der næsten kun forstyrres når en ambulance sendes af sted fra den nærliggende Falckstation. Walk-in tasting hos Cadenhead’s Whisky Shop er en anbefalet oplevelse, perfekt som optakt til fredagens fyraftensøl.