Stovt har i dag modtaget følgende pressemeddelelse fra Amager Bryghus:
Nye ejere og nye tider for Ølbutikken
Et ligeligt partnerskab mellem Amager Bryghus og et af de mest kendte ansigter i den danske ølverden, Morten Valentin Ejlertsen, overtager per 1. november ejerskabet og driften af Ølbutikken på Istedgade - en af landets bedste specialbutikker for øl.
Det nye partnerskab bag butikken ønsker at tage alle de bedste elementer fra det "gamle" Ølbutikken, men samtidig tilføre adskillige ekstra dimensioner.
Butikken skal stadig føre det bedste øl fra verdens bedste bryggerier, ligesom butikken fortsat vil stå bag den efterhånden legendariske release af kultøllen Cantillon Blåbær Lambic.
Mere dansk øl på hylderne vil være et af de kommende tiltag - nøje udvalgt efter kvalitet:
"Niveauet blandt de bedste bryggere i Danmark er efterhånden meget højt, og der er masser af dansk øl, som jeg gerne selv nyder og dermed kan stå inde for at sælge - også fra bryggerier, som måske ikke er så etablerede blandt øllets incrowd", siger butiksleder Morten Valentin Ejlertsen.
Trods sit medejerskab understreger Morten Valentin Lundsbak fra Amager Bryghus, at Ølbutikken ikke primært skal være et outlet for bryggeriets egne øl: "Der vil naturligvis være Amager-øl på hylderne, men helt på lige fod med andet kvalitetsøl. Derudover vil det være oplagt at bruge butikken til lanceringer af nye øl og events relateret til både Amager Bryghus men bestemt også andre".
Morten Valentin Lundsbak håber også, at Ølbutikken fremover kan blive et sted ikke kun for hardcore ølnørder, men også for lidt mere "almindelige" ølinteresserede.
Og den anden Valentin supplerer: "Vi vil gerne have lidt mere liv og fællesskab i butikken. Det skal ikke være en bar, men med lidt nytænkning omkring indretningen, vil der blive bedre plads til at mødes med vennerne over en kvalitetsøl efter fyraften med mulighed for at købe en flaske med hjem. Det skal føles som en butik, hvor det er helt i orden at "hænge ud", og hvor der er en opmærksom vært i stedet for en ekspedient."
Planen er at indrette butikkens nuværende varelager til butiksareal og på sigt øge varesortimentet med håndværksproduceret ice cider, frugtvin og spiritus fra små
danske producenter. Produkter som ligger i naturlig forlængelse af butikkens eksisterende fokus på kvalitetsøl.
Overdragelsen og de nye tiltag sker glidende uden at butikken lukkes ned. Men vi lover en storstilet åbningsreception i nærmeste fremtid.
Følg Ølbutikken på Facebook.