Hyldestskrift: Christian Firtal, Odense

Da jeg for ni år siden begyndte at arbejde i Odense Midtby, begyndte jeg også oftere og oftere, at søge ly på Christian Firtal, der lå mindre end to minutters gang fra mit arbejde. Egentlig havde vi i min omgangskreds altid taget vores udgangspunkt i Carlsens Kvarters lyksaligheder, dels grundet geografi, dels ud fra ren vanetænkning, og indtil da var Christian Firtal aldrig røget helt ind på rygraden af mine øldrikningsvaner. 

Ni år senere udgør den selve min rygmarv når det kommer til rekreativ øldrikning. Ni år senere ligner Christian Firtal også sig selv. Næsten. De ølplakater, der dengang prydede væggene er blevet erstattet af tavler, der præsenteret udvalget i øl og spiritus, og ved indgangen hænger en klædelig sort/hvid billedserie fra Hornbeers bryggeri. Rygerne er blevet fortrængt til kælderen, hvilket nok er den mest glædelige forandring stedet har undergået, men ellers bilder jeg mig ind, at alt er ved gamle. 

Det var først da jeg satte mig for at skrive en tekst om Christian Firtal, at jeg sådan for alvor fik kigget rundt i Christian Firtals lokaler og tænkte lidt over, hvordan der egentlig så ud. Brun bar, brunt klinkegulv, brune møbler, grønne træpaneler, hvid væg og grønt loft. Diskret belyst og med dæmpet musik, udgør det det der for mig står som mit absolutte yndlingsværtshus. Forvent derfor heller ingen objektivitet i de følgende linjer. Dette er mit lille hyldestskrift til Christan Firtal, en underspillet kærlighedserklæring om du vil, men et kæmpe skulderklap til folkene bag baren og en tak for alt det, der gennem årene er blevet serveret, skrevet på regningen og siden afregnet når det blev tid til at gå hjem. 

Hvad skal jeg så fortælle, der kan forklare, hvad min oplevelse af Christian Firtal er? Historien om dengang vi hang i baren og drak whisky og den nyligt indmødte aftenvagt tjekkede vores regning og efterfølgende vederlagsfrit skænkede os to glas fra en flaske Port Ellen, for den burde vi også prøve. Om dengang jeg i de sidste ti års største koger rejste mig op midt i det fyldte lokale og klappede, i håb om at den absurd barmfagre pige ved et af de andre borde ville vende sig, så resten af mit selskab kunne forstå og dele min begejstring. Eller de utallige gange, hvor jeg bare er krøbet i ly for virkeligheden med dagens avis og en øl.

Det sidste eksempel er klart det mest repræsentative for mine besøg nu til dags. Når jeg i dag er forbi, er det som regel til en enkelt øl og en avis om eftermiddagen eller til noget aftensocialisering, gerne med mødetid omkring Happy Hour, der strækker sig fra 19-20 og er en guds gave til tørstige fattigrøve som mig selv.

Udvalget på hanerne skifter løbende, men blandt de øl, der ni ud af ti dage kan fås på fad på Christian Firtal hører Høkerbajer fra Hancock og Limfjordsporter fra Thisted Bryghus. To personlige favoritter, der også sammen gør det godt, når bestillingen en sjælden gang lyder på en half n’ half – helst blandet med to-tredjedele porter, hvis det skal være helt optimalt. Jeg kan ikke mindes, at antallet af haner nogensinde er blevet skrevet nogen steder, hvis man vil vide det, må man selv tælle efter. Der er vist tyve, og det er for så vidt også ligegyldigt, men følger man lidt med i de københavnske ølbarers gøren og laden, så synes det at fylde gigantisk, hvor mange haner de forskellige steder har at gøre med. På Christian Firtal er der rigeligt, det må være tal nok.

Jeg ville i mit forsøg på at beskrive Christian Firtal gerne lade bølgerne gå højere, superlativerne tage overhånd og bruge større armbevægelser, men det ville virke upassende. Faktisk synes jeg det er pokkers svært, at sætte de rette ord på min begejstring. 

Det bedste billede på Christian Firtal (og undskyld, hvis det er for søgt) er nok de to næsten faste haner, Høkerbajeren og Limfjordsporteren. To forholdsvis lige til øl, der ikke er blevet pumpet op af alskens markedsføring til at være noget de ikke er. De er ganske dikkedarløst bare to pissegode øl, der leverer varen i kraft af deres smag. Således også med Christian Firtal. Udvalget er stort og godt, personalet er fantastisk, belysningen er dæmpet, musikken er velvalgt, der er dagslys på de udendørs bænke, der er Politiken i avisholderen, der er som minimum tre sorte haner, der er ingen opskruet hipsterstemning og ingen, der ønsker at skabe det. Der er bare en fandens masse gode grunde til, at det er der jeg bedst kan lide at drikke mit øl. That’s all there is to it.

(Alle fotos taget fra Christian Firtals hjemmeside)