I skabet, hvor mine øl står parkeret indtil de skal tages i brug, gemmer der sig et par flasker, der er udset som potentielle højdepunkter. Enten grundet rygter og omtale, eller som i dagens tilfælde, fordi det at skulle smage en uddateret tung sort satan op mod en yngre variant, som regel er en oplevelse, der som minimum er interessant fordi man kan smage hvordan det var og hvordan det blev, men også fordi, at vi i dagens tilfælde Hr. Frederiksen har at gøre med en øl, der i sit udgangspunkt er fantastisk.
De to øl er fra henholdsvis batch 05 og 518, med syv år i mellem deres udløbsdatoer, og brygget på hver deres bryganlæg, men ellers identiske i opskrift. Sidstnævnte fakta er ikke urelevant i forhold til den oplevelse forskellen på de to øl var.
Hr. Frederiksen er ikke anmeldt på Stovt, men jeg skyder friskt fra hoften på, at den ville lande på et solidt 10-tal, hvis Hr. Frederiksen nogensinde viste sit ansigt her på siden. Igen et lille stykke fakta, der ikke er urelevant i forhold til den sammenligning, der nu følger.
Unge Hr. Frederiksen. Tilgiv mig, at jeg nu tager handskerne af og leverer op til flere dybe stød så afstemt langt under bæltestedet, at du vil kunne høre rytmisk klokkespil, hvis jeg ellers formår at holde takten i den kommende slagserie.
Du er i forhold til dit ældre jeg, en sølle, vandet parodi på et glas øl. Du er intet, og du bliver aldrig til at blive til noget, nu hvor du har smidt kapslen og kastet dig selv i grams for en flok ølliderlige mandfolk.
Således er den nutidige version af Hr. Frederiksen. I sammenligning!! Alene er han stadig en fandens fin fyr.
Men da vi i et fire mand højt selskab, der hver især havde bundet vores koner på ærmet, at vi skulle til ølsmagning, fordi onsdagsdruk er sådan et grimt ord, når man er familiefar, nåede til det punkt på aftenen, hvor vi skulle smage de to øl op mod hinanden, tror jeg, at vi alle var enige om ovenstående.
Gamle Hr. Frederiksen derimod. En kæmpe øloplevelse af de helt store. Dybere, tungere og langt, langt vildere at smage i forhold til den unge variant. Hvor Hr. Frederiksen senior bød på en fortættet smag af tørret frugt, og en lækkert olieret fylde, der simpelthen skreg til himlen i al sin pragt, så havde junior en spids smag af lakrids og var en tynd kop te i forhold til seniors jordmoderkaffe. Der var ganske enkelt en verden til forskel på de to øl.
I glasset havde den gamle et tæt brunt og diskret cremet skum, mens den nutidige variant bød på et hvidt skum med store bobler. Diskussionen gik derfor længe ved bordet, om de to øl derfor var identiske, men efter en henvendelse til bryggeriet, blev jeg så meget klogere, at bortset fra et skift i bryganlæg, er forskellen den samme.
Jeg har haft blandede oplevelser med lagret øl, men Hr. Frederiksen er klart en af de bedste. Så, hvis de herrer på Amager Bryghus lige gider sætte en kande batch 05 over, så kigger jeg forbi når børnepengene tikker ind senere på måneden.