I sommers bragte jeg tre øl med hjem fra mine forældres kælder, hvor de havde stået en mindre menneskealder på den grønne reol nede ved siden af kummefryseren. Nu sidder vi så to mænd og glor på jubilæumsbrygget, der blev sendt på gaden af Albani i forbindelse med Odenses 1000 års fødselsdag i 1988. Jeg boede i det sydfynske dengang, men Morten, der også sidder og glor på flasken, var odenseaner og opsummerer perioden i sætningen ”det var Trine Dyrholm det hele”.
Mine forventninger til Albani 1000 er lig nul. Jeg har ikke den store tiltro til at der skulle være den store oplevelse at hente i en 25år gammel guldøl uden styrkeangivelse, men når nu chancen har budt sig, så ville det være en skam, at lade den gå til spilde.
Den eneste lyd, der melder sig da kapslen frigøres fra flasken er en smule knasen fra den folie, der indhyller kapslen. Kulsyre er der intet af, den er sikkert feset ud sammen med grunge, Buffalosko og Poul Kjøllers revival tilbage i 90’erne engang, men mens den smule luft, der har været indespærret i flasken de sidste 25år blander sig med nutiden står det klart, at der om ikke andet stadig er duftindtryk tilbage i flasken.
Fra flaskens hals står en røget duft af guldøl op, men da øllen har stået et minuts tid i glasset har duften skiftet karakter, og står nu op af glasset som en stereogengivelse af farin og varm whisky, hvor hvert indtryk har fået stillet sin egen kanal til rådighed. Der er kun de to indtryk, ingen knas på linjen med noter og fornemmelser, bare to skarpt optrukne indtryk, så tydeligt separerede, at Berlinmuren kunne have været bygget mellem dem op til flere gange. Det dufter så fantastisk, at det næsten er smukt.
Det mildner luften lidt i fordel til det vores smagsløg skal udsættes for, alligevel kan jeg ikke sige mig fri for at være lidt utryg ved hele oplevelsen. Igen er det farinen og whiskyen, der tager førersædet og dét helt klart med farinen i overhalingsbanen. Farinen smager en smule brændt, mens whiskyen gemmer sig en smule i skyggen. Det er absolut ikke så ringe som først forventet, alene det, at øllen stadig kan drikkes, er et stort skridt i den rigtige retning. Da lettelsen har lagt sig, og øllen bliver smagt for det den egentlig smager af, er det dog ikke det store sus vi sidder med i glasset. Den skarpe opdeling af smagsindtrykkene, der går igen fra duften, gør det samlede indtryk spøjst og kunstigt.
For lige at få lukket helt ned for nysgerrigheden tager jeg et par sip mere af glasset, før vi bliver enige om, at behovet for at smage mere Albani 1000 er udtømt. Som et lille ølnørdet kuriosum var det absolut interessant at smage Albani 1000, det havde selvfølgelig været langt mere interessant, hvis vi havde kendt udgangspunktet. Som smagsoplevelse, var det ikke den vilde oplevelse. Duften var fantastisk, men duft alene gør det ikke.
Ud med det gamle og ind med det nye. Resterne af Albani 1000 hældes i vasken og nye øl hentes med ind i stuen, hvor samtalen forsætter med udgangspunkt i Trine Dyrholm. Vidste Morten for eksempel, at Thomas Risell, der senere blev fast tourbassist for Love Shop var med på Trine Dyrholms debutplade, og at vi har en fælles bekendt, der et par år senere slæbte Trine Dyrholm med hjem fra Boogies? Det vidste Morten ikke, og således blev han både en øloplevelse og et par linjer til hans indre Trine Dyrholm faktabox rigere.