Da jeg for et par år siden besøgte Malmø, endte jeg med, at få en Imperial Stout fra Slottskällans Bryggeri med hjem, der glattede mine fordomme ud. Jeg husker den som god i en grad, at bryggerinavnet har hængt fast i hukommelsen på mig lige siden. Derfor var jeg heller ikke i tvivl, da jeg i sommers hos Skagen Vin & Gastronomi, stødte på et par øl fra Slottskällans Bryggeri. Etiketdesignet var genkendeligt og bryggerinavnet det samme, så Slottslager og Imperial Stout, der udgjorde udvalget fra Slottskällans Bryggeri, blev indkøbt og bragt med hjem til det fynske, hvor de først nu har fundet vej til et glas.
Det virker oplagt, at starte med Slottslager, der ifølge etiketten er en ”.. tør og velhumlet lagerøl med karakter og stor bitterhed”. Njah..! Tør, ja. Men stor bitterhed? Ikke det der ligner! Mest af alt minder den om en tjekkisk pilsner med blød kulsyre, og bitterheden er knap på det samme niveau som en Urquell. Det er en øl, hvor man skal udvise mådehold for ikke bare at køre ned i tre slurke. Let vandet i konsistensen, men sikkert fin på en sommerdag.
Forhåbentlig er der lidt mere pondus i minitestens sorte indslag.
Imperial Stout er en årgang 2010, og skal nu fungere som pejlemærke i forhold til, om min hukommelse er værd at stole på, når det kommer til øl, eller måske mere sandsynligt, hvor meget mine smagsløg har rykket sig over de senere år.
Duften fra flasken afslører intet, mens øllet nærmest lugter surt da det finder vej over i glasset. Kulsyren er voldsom, og giver et højt skum, der dog hurtigt får knaldet af. Under overfladen lever boblerne dog deres eget intense liv, men selvom de på den ene side kvæler et væld af smagsnuancer, så giver det omvendt Imperial Stout 2010 en friskhed, der klæder den. Trods dens 9% procent opleves den som en langt lettere øl.
Udover ristet malt, en baggrund af bitterhed allerbagest og lidt let røg, så er det en portvins/rosinsødme, der fylder mest. Den træder især frem efter, at jeg har tævet den sidste tredjedel af øllen rundt i glasset for at få den til at bruse endegyldigt af. Det giver dog også en noget mere fed og doven øl, man hurtigt taber interessen i.
Jeg kan allerede nu se Slottskällans Bryggeri forsvinde langsomt ud af min hukommelse, men omvendt, så føler jeg mig heller ikke snydt ved samlet at have givet 55,- for to styk svenske øl, og overlever nok også, at der står et sæt mere i skabet. I forhold til mine høje tanker om Imperial Stout fra Slottskällans Bryggeri, så er der løbet så meget sort øl igennem systemet, siden jeg sidst smagte den, at jeg nok er en kende sværere at imponere i dag.