Mike har, efter en årrække indenfor idræts- og specialpædagogik, været "løjtnant" på Carlsens Kvarter i Odense siden 2008. Allerede i de tidlige 90'ere blev Mike betegnet som en mærkelig ølnørd, da han drak Half & Half, Lager- og Classicøl til hverdag og fest inden det blev hvermandseje i provinsen. Mike tegner og fortæller gladeligt om de cirka 135 øl på Carlsens Kvarter, både fra bag baren, til ølsmagninger og via stedets Facebookside. Han er, med sine egne ord "generelt bare glad for øl".
Yndlingsøl?
Skifter løbende efter humør, vejr og tilgængelighed. Men de faste favoritter er Youngs Double Chocolate Stout (mest af nostalgiske årsager), Fuglsang Early Bird (DK´s bedste øl til prisen), Mikkeller Beer Geek Breakfast (landets bedste stout) og Beer Here Hopfix.
Yndlingsøltype?
Pale Ales og IPA´er efter at jeg er blevet et fagnørdet humlehoved. Men der er godt og skidt indenfor alle genrer uanset favoritområde. Øl og musik opleves begge meget subjektivt og er derfor ret sammenlignelige størrelser. For mig er IPA = rock, Stout = blues, Westcoast IPA = heavy/punk, pilsner = pop, geuze = fusionsjazz osv. Jeg har endnu ikke oplevet en type, der ikke kan findes godt øl i.
Største/bedste øloplevelse?
Fredag kl. 18.15 efter sindssygt travl eftermiddag på Carlsens op til jul 2010. Siddende ved bord 10 med Benny Weble efter fyraften kl. 18, og så opleve Rodenbach Vintage 2007 ved perfekte 6 grader. Det var en decideret åbenbaring...
Hvor køber du dine øl?
Overalt! I udlandet er jeg altid i lokale supermarkeder på udkig efter nyt. Herhjemme er det ligeså gerne Netto og Brugsen som de mere specialiserede butikker. Og så køber jeg jævnligt øl via Carlsens.
Hvad er det øl kan siden det er så godt?
Spændvidde og mangfoldighed. Modsat vin (få typer, mange nuancer), er øllets verden en serpentiner af potentielle oplevelser, og med langt flere muligheder for nuancer udfra malt, humle, gær, lagring osv. osv.. Øl kan kombineres med mad, humør, vejr, musik, anledninger eller bare drikkes for ren fornøjelse. Som min chef siger: "Træning, træning, træning...".