onsdag den 11. september 2013

Opskrift: Guiness-chokolade-cupcakes:

Denne opskrift er tyvstjålet fra bloggen Cakeateer, der så igen har tyvstjålet den fra Smittenkitchen.com, men den lyder ganske enkelt for modbydelig god til at opskriften ikke også skulle bringes her. Opskriften er på ca. 24stk.

Foto fra Cakeateer.

Ingredienser:
2,5 dl Stout
230g usaltet smør
100g kakao pulver
260g mel
260g sukker
1½tsk bagepulver
1knsp salt
2 store æg
2dl creme fraiche

Ganachefyld:
240g finthakket chokolade (55%)
2dl piskefløde
30g smør
2tsk Baileys

Baileysfrosting:
230g usaltet smør, stuetemp.
250-300g flormelis (alt efter konsistens på frosting)
4-8tsk. Baileys

Opvarm ovn til 180 grader C. Klargør to cupcake-pander med holdere.

Smelt smør i en gryde og tilsæt Stout. Tilsæt kakaopulveret og pisk det sammen indtil det har en ensartet masse. Tag det af varmen og lad det køle lidt ned.

Bland mel, sukker, bagepulver og salt.

Pisk æg og creme fraiche sammen. Tilsæt øl-smør-mix og rør det sammen. Tilsæt de tørre ingredienser og rør det hele sammen til det har en ensartet struktur.

Fyld cupcake-holderne 2/3 op. Bag dem i ca. 16-17 minutter, indtil en tandstik kommer ren op. Pas på med ikke at bage dem for meget, da de så tørrer ud.

Lad dem køle i panden de første 5-7 minutter, tag dem derefter over på en rist og lad dem køle Helt af før du begynder med ganashe og frosting.

Ganache-fyld:
Kom den hakkede chokolade i en skål. Opvarm piskefløde i en lille gryde indtil det når kogepunktet (simrer), hæld det over chokoladen. Lad det stå et øjeblik og pisk så til det er ensartet lækkert. Hvis chokoladen ikke er helt smeltet, kan du sætte skålen over et vandbad eller i microovnen et øjeblik. Tilsæt smør og Baileys og rør det sammen.

Sæt ganashen til side så den køler af, evt. i køleskabet. Husk at røre i den hver 10. minut for at sikre at den køler ensartet. Den skal have lov at køle til den har konsistens til at blive puttet i cupcaken.

Skær imens huller i toppen af cupcakene og når ganashen er klar, kom det i en pose med en åben tyl og fyld hullet med chokolade-ganashe.

Frosting:
Kom smørret i en skål og pisk det i 2-3 minutter. Tilsæt gradvist flormelis indtil det er godt blandet sammen. Tilsæt nu Baileys indtil det har den konsistens og smag som du ønsker. Pynt evt. med smeltet chokolade eller hvad din fantasi nu rækker til.