Munkebo Mikrobryg har her til aften udsendt nedenstående pressemeddelelse om bryggeriets forestående lancering:
Endnu et stort skridt fremad for Fynsk øl
Fynsk fremadstormende brygmester vender hjem fra Bayern og starter familiebryghus
Fyn har de sidste 15 år vist sig som den førende landsdel udi kunsten med at brygge ypperlige velsmagende øl. De fynske bryggerier har både nationalt og internationalt høstet den ene toppris efter den anden. Nu starter der et nyt og innovativt kapitel i den danske bryggerihistorie. Claus Lund fra Stensbogaard Bryghus og Claus Christensen fra Munkebo Mikrobryg har besluttet at Munkebo Mikrobryg starter med leje ledigt kapacitet hos Stensbogaard i Pederstrup og i 2014 forventes det at brygudstyret flyttes til Munkebo og et ejerskifte er en realitet.
Claus Christensen er nyligt vendt hjem til Danmark efter at have arbejdet som headbrewmaster på det rebelske sydtyske bryghus Camba Bavaria. At Claus havnede i de naturskønne omgivelser i Alperne startede med at direktøren for det tyske bryggeri Markus Lohner besøgte Danske Ølentusiasters Ølfestival i Valby og ved en tilfældighed fik lov til at smage noget af det gode øl fra Munkebo. Markus Lohner spottede med det samme det store potentiale, der var tilstede i den unge dansker og tilbød ham på stedet et job som brygmester i Bayern. Det er så vidt vides første gang at en person fra den danske brygverden er blevet engageret til at styre et bryghus i Tyskland og så som brygmester - en stilling som normalt er forbeholdt folk med mange års bryggeruddannelse bag sig.
Det tyske bryggeri er blevet verdenskendt på at arbejde meget eksperimenterende og at udfordre det tyske ”reinheitsgebot” med at brygge stilarter både fra Belgien, England og Amerika. Claus blev direkte headhuntet til at komme med input udefra og for at lære de unge tyske bryggere op i at brygge andet end tysk øl og optimere deres sortiment. Selvom den tyske direktør ønskede at forlænge ansættelsen til at blive permanent hos Camba, har Claus fastholdt at ville vende tilbage til Danmark og udnytte sit kreative talent ved at starte sit eget bryghus op.
At Claus Christensen arbejder med øl kommer ikke fra fremmede. Hans fynske farmor bryggede øl til hans farfar på deres hyggeligt husmandssted og hun havde lært at brygge øl af hendes mor som var så efterspurgt som brygger at hun rejste rundt på de sydfynske gårde og bryggede for dem når det skulle være ekstra god. Den store familie er klar på at hjælpe så både fætter og kusiner hjælper med at give deres ekspertise til familiebryghuset, så man må sige at det har været ”brygget” op til dette øjeblik i flere generationer.
Claus Christensen har en baggrund både som forsker på Københavns Universitet og salgschef hos et lille fynsk firma og udrustet med både en kandidatgrad i biologi og en Ph.d. i sundhedsvidenskab. I den sparsomme fritid, som universitetsstudiet i København tillod, brugte han sin biologiske lærdom til at udforske de finere nuancer udi kunsten at brygge øl. At det var en god investering vidner 21 medaljer på 4 år om. Medaljerækken tæller både danske og skandinaviske mesterskaber - ja, der er sågar oven i købet et fynsk mesterskab.
Bryghuset i Pederstrup kan rumme begge bryghuse til at begynde med, men forventes at blive flyttet til Munkebo i løbet af 2014, når de rigtige lokaler er fundet og en kapital er opbygget. Produktionen vil efterhånden blive udvidet med større udstyr fra tyske Braukon/Camba. Bryghuset er af ægte bayersk design, er på 13,5 hl og da der kan tappes automatisk over 1000 flasker i timen, så er der masser af godt kvalitets øl på vej.
Det gode øl fra Munkebo bliver at finde i udvalgte specialbutikker over hele landet fra omkring November-december via Det Belgiske Hus som landsdækkende distributør.