Det er et fåtal af oplevelser, jeg har haft med øl levet med vildgær og ingen af dem har efterladt mig med fornemmelsen af at være på en potentiel ny hjemmebane eller gå glip af det helt store, når jeg vælger vildgærsøl fra. Alligevel kunne jeg konstatere, at to øl lavet på vildgær havde sneget sig ind i skabet. Før nogen kalder mig økonomisk uansvarlig vil jeg dog gerne understrege, at der i begge tilfælde er tale om foræringer.
Selvom de i stil og procenter ligger et stykke fra hinanden valgte jeg alligevel at servere dem i forlængelse af hinanden som en art minitest, der gjorde det muligt at smage de to varianter op mod hinanden.
Første bud var Vildgær fra Stensbogaard Bryghus. En spontangæret øl på 8,2%, der i smag og form mest mindede om en heftig hvedeøl og i smag og form ikke helt levede op til den elendighed jeg primært husker vildgær for.
Vildgær er tilsat rønnebær og bitavler. Jeg har ikke umiddelbart nogen fornemmelse af at bitavlerne bidrog med det store, men omvendt mistænker jeg at smagen derfra fungerede som en fyldig bagvæg, der gav noget modspil til det det sure og syrlige fra rønnebærrene og vildgæren.
Som nævnt har jeg ingen gode minder om øl med vildgær, men Vildgær fra Stensbogaard Bryghus virker som et civiliseret bud, der kunne få en til at mistænke, at den var blevet tæmmet og kultiveret til et bredere marked. Det skal forstås positivt. Det syrlige, som jeg ikke bryder mig om ved vildgær er i hvert fald holdt på et tåleligt niveau. Jeg kunne sagtens forestille mig, at Vildgær passer godt til grillet kød, hvis altså øllen falder i smag. Frit fra hukommelsen er dette det tætteste en øl med vildgær har været på at falde i min smag, men hvor tæmmet den end måtte være, så er det altså ikke mig.
Langt længere væk fra mine præferencer finder man Gl. Bådsmandsporter fra Den Gale Brygger. Det er fire år siden den blev brygget i 1999 og sidste salgsdato var engang tilbage i 2012. Trods uddateringen og at Gl. Bådsmandsporter har ligget på fad, så er der stadig liv i kulsyren, selvom øllet også har et cremet, fadlagret feel. Det kunne være ok, hvis ikke det syrlige var så altdominerende. Hverken min gæst eller jeg selv fangede idéen og efter et par pligtskyldige nip mere fra glasset hældte vi resten i vasken og gik videre i teksten.
Vildgær og mine smagsløg er pt. uforenelige størrelser. Det syrlige islæt vildgæren giver er tættere på at frastøde end at tiltale mig, og jeg tror der går lang tid før jeg igen kaster mig ud øl med vildgær – så hellere tørste.