Som optakt til familiens sommerferie, der fandt sted en smule syd for Skagen, gik jeg på nettet for at se hvilke øloplevelser og indkøbsmuligheder det nordlige Danmark bød på. Ikke mange var det nedslående svar, men min øjne faldt på Det Bette Ølhus i Ålbæk, ikke langt fra Hulsig, hvor vi havde taget bo.
Jeg er ikke den store fortaler for belgisk øl, der i min ydmyge mening er et overvurderet fænomen, men belgisk øl er netop det område Det Bette Ølhus har fokus på. Så jeg parkerede fordomme og forudindtagede holdninger udenfor før jeg trådte ind.
Udefra set ligner Det Bette Ølhus mest af alt en beverding, hvor turisterne får lov til at fylde på terrassen sommeren over, mens de lokale gør nytte af stedets tilbud udenfor sæsonen. Indenfor er lokalerne dog overraskende lyse og venlige. Når man træder ind via hoveddøren kan man vælge om man vil gå i butikken til den ene side, eller i baren til den anden side. Jeg valgte at starte i butikken.
Min ankomst faldt sammen med butikkens åbning, hvor borde, stole og andet skulle på plads udenfor, så de første par minutter var jeg i selskab med først mig selv, og siden en meget snaksalig nordmand, der gladelig fortalte om sine øloplevelser rundt om i Europa. Det og det sted, så og så mange øl, det og det sted, så og så mange øl kørte det på fast repeat i en del minutter. Nogen udpræget storyteller var han ikke.
Min viden om belgisk øl strækker sig til at vide, at der er søde karamelklistrede øl, sure øl, frugtøl og så dubbel/blonde varianterne, hvor man kan være heldig at finde noget, der kan drikkes. Så naturligvis gik jeg primært efter de lysere varianter, efter at jeg lige så naturligt havde sat den ene belgiske stout, der var i butikken (udover klassikeren Hercule) op på disken som det første valg.
Jeg rodede lidt på hylderne, hvor butikkens meget begrænsede udvalg af dansk øl stod, og pillede en Steam Beer fra Løkken Bryghus og en Barley Wine fra Vendia Bryghus ned fra hylderne, for også at kunne sætte kryds ved, at have prøvet øl fra de to bryggerier. Jeg lurede også lidt på et par lagrede Barley Wines fra Herslev, men lurpassede alligevel på dem. Endelig var der også Hornbeer på hylderne, men det var mere oplagt, at gå efter de øl, det ikke er hverdagskost, at se på hylderne i Odense.
Min jagt rundt på hylderne foregik halvt i blinde. Jeg fik sat en håndfuld Blonde på disken, og suppleret dem med en Martins Pale Ale og en Martins India Pale Ale, alene af den grund, at jeg delte navn med dem. De skulle dog senere vise sig at være et par fæle skuffelser.
Der gik lidt før, der var ekspedition at få i butikken, men det virkede også til, at der blev løbet zigzag mellem butikken og gæsterne i serveringslokalet. Der var dog ingen tvivl om, at det bare var at sige til, hvis lysten gik i retning af et ønske om kyndig ekspedition. Jeg fik en lille snak med, hvad jeg gætter på var indehaveren, da jeg et par minutter senere var krøbet ind i serveringslokalet og havde bestilt en Palm, der dog var en bedre øl i min hukommelse end i virkeligheden. Hun fortalte som svar på min undren over, at sådan et sted kunne ligge så nær verdens ende, at Det Bette Ølhus trækker kunder fra hele Danmark og også Sverige/Norge. Udvalget på hylderne er da også af et omfang, at stedet er værd at køre efter, og jeg følte mig både godt betjent og velkommen i både butikken og serveringslokalet. Noget der gentog sig, da jeg et par dage efter var forbi ølhuset igen.
Det Bette Ølhus er et venligt sted, med et imponerende udvalg indenfor noget man vel knap nok kan tillade sig, at kalde en niche. Værd at køre efter, hvis man har hang til det belgiske. Priserne virkede mere end fair, og betjeningen optrådte både venligt og vidende. Jeg forlanger ikke mere, altså lige udover et andet sortiment.
Det Bette Ølhus
Skagensvej 30
9982 Ålbæk